Mangfoldighed af smådyr øger udbyttet i marken
En international forskergruppe bekræfter værdien af biologisk mangfoldighed for landbrug og samfund. Biologisk diversitet giver bedre bestøvning, bedre beskyttelse af afgrøden og højere udbytte.

Verden står midt i en verdensomspændende biodiversitetskrise. Der gøres simpelthen for lidt for at beskytte og give plads til natur, vilde planter og dyr. Samtidig
bliver landbrugsjorden mange steder i verden ringere og mindre produktiv.
Men vi kan slå to fluer med ét smæk. Større diversitet i landskabet og på markerne er ikke kun godt for vilde dyr og planter - markudbytterne bliver også højere.
Denne sammenhæng har en international forskergruppe påvist ved at gennemgå data fra 1.475 landbrugsarealer rundt om i verden. I undersøgelsen indgår så forskellige afgrøder som raps i Sverige, kaffe i Indien, korn i Alperne og mango i Sydamerika, skriver SLU i sit seneste nyhedsbrev.
Forskerne har specifikt set på to forhold: vilde insekters bestøvning og naturlig skadedyrsbekæmpelse. Begge dele fungerer bedre i landskaber med stor variation af afgrøder, hegn, gærder og andre landskabselementer. Når bestøvere og naturlige fjender har bedre forhold, og der er flere af dem, fører det også til højere udbytte i marken.
Omvendt forholder det sig i monotone landskaber med store marker med samme afgrøde.
”Studiet viser, at biologisk mangfoldighed er afgørende for at få de vigtige økosystem-tjenester og for at opretholde en høj og stabil jordbrugsproduktion, siger en af forskerne bag studiet,” Mattias Jonsson, fra Sveriges Lantbruksuniversitet.