Maj var usædvanligt tør, og der er ikke udsigt til regn foreløbig
Der er faldet så lidt regn i maj, at måneden risikerer at komme i top 10 over de tørreste maj måneder nogensinde målt - og der er ikke udsigt til regn foreløbig.

Maj har været både solrig og særdeles tør, og det ser ikke ud til at slutte foreløbig. Ifølge DMI har et højtryk lagt sig mere eller mindre fast over De Britiske Øer, og kun svage fronter vil af og til nå Danmark fra nordvest. Det kan i korte perioder give mere skyet vejr, men der er ingen tegn på regn af betydning.
"Det tørre vejr betyder, at haver og marker er godt tørre, og tørkeindekset er ved at være højt, og dermed er der mange steder høj risiko for tørke," skriver meteorolog ved DMI Klaus Larsen i en kommentar.
Især Bornholm og Sjælland er hårdt ramt, da flere områder ligger på 8-9 på tørkeindekset, der går fra 1-10. Det betyder, at disse områder har forøget til høj risiko for tørke. Kystområderne i Jylland har også forøget risiko for tørke, mens Midtjylland endnu ikke er i risikozonen.
Især de lette sandjorde og andre steder, hvor der ikke kommer nedbør, udtørrer hurtigt, hvilket samtidig medfører forhøjet brandfarerisiko.
Nedbørstallene for maj har været usædvanligt lave med kun godt 14 mm regn på landsplan mod normalt 59 mm. Dermed risikerer måneden at komme i top 10 over de tørreste maj måneder, siden målingerne begyndte i 1872.