Landmænd rådes nu til at prioritere, hvad de vander
Tørken fortsætter, så næsten ingen landmænd har nu mulighed for at vande alle afgrøder optimalt. Derfor er det på tide at prioritere i marken, lyder det fra ØkologiRådgivning Danmark, som her giver tip til, hvordan man kan prioritere.

I weekenden ramte det landsdækkende tørkeindeks sit højeste niveau på 10. Det er ikke sket siden 2018, men da skete det først i juli.
Den udprægede tørke betyder nu, at landmændene er nødt til at prioritere, hvad de vil vande på marken, skriver Kjeld Forsom, planterådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark, på rådgivningsselskabets blog.
Han skriver, at når fordampningen ligger på fem mm per døgn, er det bedre at fravælge nogle marker for at kunne vande de resterende optimalt. I den forbindelse kommer han med tip til, hvordan man kan prioritere, men tilføjer, at det kan være forskelligt fra bedrift til bedrift:
- Spisekartofler og andre højværdiafgrøder skal naturligvis disponeres først af hensyn til kvalitet og udbytte.
- Vårafgrøder, der er på vej til blomstring, skal disponeres, før fuldt afblomstrede marker.
- Slætgræsmarker kan vente med vanding til fordel for korn og andet i øjeblikket. 2. slæt bliver nok kun til afpudsning, men der kan kompenseres for udbytte i senere slæt.
- Afgræsningsmarker skal også prioriteres højt, så de ikke går ud af vækst. Hvidkløver tåler ikke udtørring.
- Vårkorn med kløvergræsudlæg skal prioriteres højt.
- Hestebønner på sandjord kræver vand som kartofler. Ærter både i renbestand og i blanding med korn er vigtig at vande til afsluttet blomstring. Lupiner på sandjord har også behov for vanding til at gennemføre blomstring.
"Listen er selvfølgelig afhængig af den enkelte ejendom, fordi noget vægter mere end andet på de forskellige ejendomme, og den kunne sagtens være meget længere," siger Kjeld Forsom til Økologisk Nu.
Han minder om, at man skal huske at kontakte sin kommune og bede om ekstra vandingstilladelse, hvis det er nødvendigt. Overskridelse af vandingstilladelser sanktioneres efter krydsoverensstemmelseskravene. Kommunerne har ansvaret for grundvandsreserver, og de kan desuden vælge at sanktionere på andre måder i henhold til vandløbsloven.