Landbrugsstyrelsen lancerer nyt nyhedsbrev om økologi
Der er brug for et nyt nyhedsbrev med oplysninger om økologien for landmænd og gartnere, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.
Økologiske landmænd og konsulenter er blandt den primære målgruppe til et nyt nyhedsbrev fra Landbrugsstyrelsen.
Styrelsen oplyser på sin hjemmeside, at den har erfaret, at der er et behov for nyhedsbreve med oplysninger, som har direkte relevans for økologierhverv og har derfor oprettet en ny kategori: 'Økologi - regler og vejledning'.
Kategorien er en underkategori til 'Økologi', der har brede nyheder, som er relevante for alle, der interesserer sig for økologi. Den nye nyhedskategori vil mere specifikt henvende sig til landmænd, gartnere, forsyningsvirksomheder og konsulenter. Den vil indeholde oplysninger om tilskud, produktion, regler, kontrol og ændringer eller frister i ordningerne.