Annonce
Annonce
Hvid lupin er på vej til Danmark
FAGLIGT TALT: Nye sorter af hvid lupin er kommet på markedet i Tyskland, og de har højere udbytte og kvalitet end den mere kendte afgrøde smalbladet lupin.

Hvid lupins fordele er et højere udbyttepotentiale end den mere udbredte smalbladet lupin, især på bedre jord.
Af: Michael Tersbøl, planteavlsrådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark
Interessen for lupin har i Tyskland ført til, at dyrkning af hvid lupin er blevet genoptaget. Hvid lupin har haft den store ulempe, at den har været modtagelig for Antracnose, som er en meget tabsvoldende svampesygdom i lupin.
Her i 2020 er tre nye sorter af hvid lupin imidlertid blevet godkendt til det tyske marked, og de har alle tre lav modtagelighed for Antracnose. Sorterne hedder Celina og Frieda fra DSV samt Victor Baer fra IG-Pflanzenzucht.
Hvid lupins fordele er et højere udbyttepotentiale end den mere udbredte smalbladet lupin, især på bedre jord. I økologiske sortsforsøg i Tyskland har udbyttet i 2019 ligget på 30-35 hkg pr. ha. for DSV-sorterne og råproteinindholdet mellem 34 og 40 pct.
Der er dermed tale om en afgrøde med et pænt højt proteinudbytte. Det er ikke mindst interessant i den økologiske branche, hvor man ønsker at gøre sig mindre afhængig af importeret økologisk soja fra f.eks. Kina.
Hvid lupin udmærker sig også med et højt fedtindhold på omkring 10 pct. i tørstof, hvor smalbladet lupin ligger på omkring 6 pct. Det gør hvid lupin til en god protein- og fedtkilde i foderrationen til malkekøer.
Desværre er det endnu ikke til at skaffe udsæd af disse interessante lupinsorter til kommerciel dyrkning i Danmark, men vi har i ØkologiRådgivning Danmark arbejdet for at skaffe udsæd til enkelte forsøg og demonstrationer. Når disse er etableret, vil vi skrive yderligere om hvor, man kan komme ud og se, hvordan sorterne tager sig ud. Og så håber vi, der bliver mere udsæd til rådighed i 2021.
Flere artikler fra samme sektion
Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”
En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.