En æra i den danske mejerihistorie er forbi

En 137 år gammel æra sluttede tirsdag efter Them Andelsmejeris fusion med Arla. Mejeriet har i dag 13 andelshavere, hvoraf de fem er økologiske. Flere af gårdene er gået i arv gennem generationer og har været tilknyttet mejeriet siden starten i 1888.

29. april 2025
Læsetid: 2 minutter
De økologiske malkekøer hos familien Helms i Ejstrupholm skal i fremtiden levere mælk til Arla og ikke længere til det lille Them Andelsmejeri. Foto: Uffe Bregendahl

Ifølge sin egen hjemmeside har Them Mejeri fem økologiske mælkeproducenter: Mads, Gert, Niels, Thomas og Niels Peter.

Og landmændene får i dag ”hentet den gode økomælk i egne tankbiler”, men i fremtiden bliver det en af Arlas mange tankbiler, der dagligt ruller ind på deres gårdspladser.

Vores ejere har besluttet, at der er brug for at finde en større samarbejdspartner, der kan sikre den fremtidige udvikling af vores forretning.

— Søren Hansen, adm. direktør, Them Andelsmejeri

”Det er selvfølgelig en speciel dag, men jeg er ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige løsning for vores andelshavere og for vores forretning,” siger adm. direktør i Them Mejeri Søren Hansen i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen kontaktede Them Mejeri i foråret 2024 Arla med det formål at undersøge, om koncernen var klar til at byde andelshaverne i Them Mejeri velkommen i Arla-fællesskabet og samtidig stå for den fremtidige produktion af Them-oste.

Dyrene hos økolog Gert Glob Lassen bliver i fremtiden leverandører til Arla
Dyrene hos økolog Gert Glob Lassen bliver i fremtiden leverandører til Arla. Foto: Uffe Bregendahl

Mejeriet producerer en række forskellige Danbo-oste og premium-oste, som nu skal leve videre i kølediskene under Arlas vinger.

”Vores ejere har besluttet, at der er brug for at finde en større samarbejdspartner, der kan sikre den fremtidige udvikling af vores forretning. Derfor har vi afsøgt markedet for at finde den ideelle partner. Det har vi fundet i Arla, og jeg er glad for, at vi er blevet enige om en aftale, der sikrer, at andelshaverne i Them kan fortsætte som andelshavere i Arla,” siger Søren Hansen.

Inden aftalen kan blive en realitet, skal den godkendes af de danske konkurrencemyndigheder.