DMI: Varmen fortsætter
DMI varsler hedebølge i næsten hele landet, og temperaturen kan lokalt nå op på ca. 32 grader.
10. august 2020
Læsetid: 1 minutter

Varmen har fat i Danmark, og DMI varsler derfor hedebølge i stort set hele landet. Det vil sige mindst 28 grader i tre sammenhængende dage.
Kun Nord- og Nordvestjylland går indtil videre fri samt enkelte regioner syd for Fyn og den sydligste del af Sjælland.
DMI forventer, at det varme vejr fortsætter hele ugen, men også at temperaturen falder en anelse i slutningen af ugen - dog stadig med mulighed for at nå op på ca. 30 grader.
Ugen efter bliver mere ustadig, og der er mulighed for, at områder med stedvis regn og byge og måske torden vil nå op over Danmark.