Bælgsæd er til mennesker - ikke til køer

I disse år vokser interessen for at erstatte importeret soja og andre protein- og fedtkilder til malkekøer med dansk bælgsæd og raps. Det handler om fodringsøkonomi, men også om klima, da importerede fodermidler transporteres over store afstande og kan have rydning af regnskov på samvittigheden.

Men er det den rigtige vej at gå? Under overskriften 'Mjölkkorna frossar i protein' (Malkekøerne frådser i protein, red.) bringer tidsskriftet Ekologiskt Lantbruk svenske modelberegninger, der viser, at det ikke giver mening at erstatte importeret bælgsæd med hjemmedyrket ditto.

Bælgfrugter skal spises af mennesker. Malkekøer bør slet og ret leve af kløvergræs og korn, også selv om det resulterer i en lidt lavere mælkeydelse hos den enkelte ko. Nedgangen i ydelse er nemlig beskeden, og restbeløbet fra mælkeproduktionen bliver oven i købet højere.

Desuden får man frigivet areal til at dyrke protein til mennesker. Selv hvis man antager, at mælkeproduktionen skal opretholdes, og der derfor skal flere køer til, bliver der jord i overskud til konsum-bælgsæd.

Bedre proteinudnyttelse

Der er primært to grunde til, at man kan producere samme mængde mælk på et mindre areal. Den ene er, at man kan høste mere protein i kløvergræs end i bælgsæd. Der skal således mindre areal til at høste en given mængde foderprotein, hvis foderplanen består af kløvergræs og korn, end hvis den består af kløvergræs, korn, hestebønner og raps.

Den anden grund er, at køerne udnytter proteinet mere effektivt, når de får mindre af det. På marginalen havner kun en tiendedel af det sidst tildelte kg protein i mælken, mens resten udskilles i gødningen.

Den svenske beregning bygger på et forsøg ved Sveriges Lantbruksuniversitet i 2017, hvor mælkeydelsen faldt fra 9.900 kg til 9.200 kg, når tilskudsfoderet blev skåret væk, og køerne kun fik kløvergræs og korn. Tilskudsfoderet bestod af 65 pct. rapskage og 35 pct. hestebønner. I den økonomiske kalkule ender fremstillingsprisen i et plus på næsten 2.000 svenske kroner pr. ko. Der er indregnet omkostninger til et ekstra slæt græs, fordi kravet til kvalitet er højere, når køerne kun får græs og korn.

Effektivitet på en ny måde

Men kan de svenske beregninger og konklusioner overføres til danske forhold? Det kan de sandsynligvis, vurderer kvæg- og klimakonsulent i Økologisk Landsforening, Julie C. Henriksen.

»I hvert fald når vi taler om besætninger med ydelser omkring gennemsnittet. Vækst og høj ydelse er for mange forbundet med prestige - det er vi opdraget til i kvægbruget, men vi burde have meget større opmærksomhed på nettoudbyttet og på effektivitet i produktionen både økonomisk, biologisk og klimamæssig,« siger Julie Henriksen.

Et naturligt spørgsmål at stille er, om klimabelastningen bliver større eller mindre, hvis man gearer lidt ned i mælkeproduktionen.

»Man skal selvfølgelig være opmærksom på, om klimabelastningen stiger andre steder, når man sænker den ét sted. I dette tilfælde kan der godt være tale om en samlet klimagevinst, selv om den enkelte ko giver mindre mælk. Græsmarkerne er centrale her. Jo større areal med græs og jo bedre, man er til at opretholde produktionen i markerne og øge deres holdbarhed, jo mere kulstof binder de,« konstaterer Julie Henriksen.

Flere arter og sorter

Køerne behøver heller ikke nødvendigvis at undvære bælgsæd helt.

»Man kan blande bælgsæd i kornmarkerne og på den måde høste mere protein. I det hele taget viser erfaringerne, at udbyttet øges eller stabiliseres med blandsæd. Fremtidens græsmarker skal også være mere varierede med flere arter og sorter,« siger Julie Henriksen, der som projektleder for 'Det selvforsynende kvægbrug' netop arbejder med disse problemstillinger.

»Græsblandinger med mange arter og sorter vil kunne holde til lidt af hvert. Det kan bidrage til at øge persistensen, så markerne ikke skal omlægges så tit.«