Annonce
Annonce
Arla sænker afregningen for mælk
Corona-pandemien skaber usikkerhed om råvarepriserne, og de økologer, der leverer mælk til Arla, vil fra 1. maj få 7,5 øre mindre for et kg mælk.

For Finn Tang kommer faldet i afregningen ikke som den store overraskelse, og han bliver først for alvor nervøs for bundlinjen, hvis coronakrisen fører til en global recession. Arkivfoto
Ifølge Arla har den verdensomspændende coronakrise skabt et pres på råvarepriserne, som har ført selskabet ind på 'ubetrådt land', og det påvirker nu afregningen.
Med udgangen af april falder Arlas afregning for økologisk mælk derfor til 309,4 øre/kg. Det fremgår af en meddelelse til andelshaverne. Ifølge den er faldet et resultat af den usikkerhed, som Covid-19-pandemien og regeringens tiltag for at hindre spredningen af coronasmitte har skabt for markedet for mejeriprodukter.
"Til trods for visse kortsigtede stigninger i detailsalget har lukningen af mange foodservice-virksomheder sammen med forårets rigelige mælkeproduktion og de usikre, globale økonomiske udsigter i løbet af få uger forårsaget betydelige prisfald på råvaremarkedet på tværs af alle kategorier," skriver Arla.
For Finn Tang, som er Arla-leverandør og formand for Mælkeudvalget i Økologisk Landsforening, kommer faldet ikke som den store overraskelse:
På den korte bane er jeg ikke bange for prisfald, men hvis coronakrisen fører til global recession, kan det blive meget dyrt for mejerisektoren, og det vil i den grad influere på Arlas afregning.
— Finn Tang
"Vi måtte forvente, at prisen ville sive lidt. Det er et behersket fald, men det er selvfølgelig altid træls, når det går den vej. Vi ligger i forvejen 10 øre under afregningen, men så er der plads til, at den kan stige igen," siger han.
Med 120 køer vil faldet koste ham ca. 75.000 kr. årligt, mens den gennemsnitlige økolog vil tabe ca. det dobbelte.
"På den korte bane er jeg ikke bange for prisfald, men hvis coronakrisen fører til global recession, kan det blive meget dyrt for mejerisektoren, og det vil i den grad influere på Arlas afregning," siger den jyske økolog.
Der er dog lidt trøst at hente i Arlas analyse, som peger på, at det ser ud til, at råvaremarkederne har stabiliseret sig efter påske. Men selskabet fastslår samtidig, at markedsudsigterne både afhænger af, hvor lang tid regeringerne fastholder deres forholdsregler, og hvor dyb en recession disse tiltag medfører.
"På grund af den fortsatte indvirkning fra den nuværende situation forbliver udsigterne usikre," konkluderer Arla.
I en oversigt over markedssituationen i Europa forklarer selskabet, at et fald i foodservice-salget har medført en væsentlig reduktion i efterspørgslen efter mozzarella og anden gul ost.
"Noget af efterspørgslen er vendt tilbage i form af øget detailsalg af frossen og frisk pizza, men ikke nok til at opveje tabet fra restauranter og andre steder uden for de private husholdninger. Eksportpriserne påvirkes ligeledes af forekomsten af amerikansk mozzarella til meget lave priser.
Skummetmælkspulver er påvirket negativt af den øgede produktion i USA, mens sødmælkspulver på den anden side har klaret sig bedre med priser, som er forblevet stabile.
"Dette skyldes en kombination af tørken i New Zealand, der har mindsket forsyningen, og aktiviteterne i Kina, der bedres hurtigere end forventet," hedder det i meddelelsen.
Markedet for smør er også påvirket af corona-situationen.
"Smørpriserne holdt sig i starten oppe som følge af en stærk efterspørgsel fra detailhandelen, men i de seneste fire uger er priserne på bloksmør faldet. Som vi har set det andetsteds, er den oprindelige høje efterspørgsel i detailleddet begyndt at stabilisere sig på et holdbart niveau, højere end normalt, men utilstrækkeligt til at dække nedgangen i mængderne til foodservice", lyder det fra Arla.
Flere artikler fra samme sektion
Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”
En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.