Annonce
Annonce
Sidste år modtog cheføkonoma Mona Carøe Årets Økopris for sit målrettede og vedholdende arbejde med at omlægge kosten på Regionshospitalet Randers til 95 procent økologi, og på Det Økologiske topmøde 24. oktober bliver det afgjort, hvem der løber med prisen i år. Foto: Pernille Bering Foto: Pernille Bering
Tre stærke kandidater bejler til Økoprisen 2019
Når Økologisk Landsforening uddeler Årets Økopris Foodservice ved Det Økologiske Topmøde på Lundsgaard Gods, er tre vidt forskellige kandidater med i opløbet om prisen, som i år uddeles for femte gang.
Frugtformidlingen, Skolerne i Oure og Sinatur – Hotel og Konference er på mange måder tre temmelig forskellige størrelser, men én ting har de tilfælles. De er alle tre nomineret til Årets Økopris Foodservice, som bliver uddelt, når Økologisk Landsforening 24 oktober inviterer til Økologisk Topmøde på Lundsgaard Gods.
Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening oplyser, at temaet for dette års Økopris er økologi, bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål under mottoet: Fra ord til jord til bord.
Det er femte gang, at foodserviceafdelingen i Økologisk Landsforening hædrer de økologiske ildsjæle, som bidrager til at sætte retningen for økologi og arbejder målrettet for at sprede budskabet om sammenhængen mellem økologi og bæredygtighed.
Modtageren af 2019-udgaven af prisen skal derfor have bidraget til at omsætte ord til handling, når vi taler om økologi, bæredygtighed og de 17 verdensmål, og det har de tre nominerede kandidater gjort på hver sin måde.
Kandidat 1 - Frugtformidlingen
"Frugtformidlingen er et stærkt formidlernetværk, som har en vision om at gøre det nemmere at træffe bæredygtige, sunde og kreative valg i hverdagen ved at formidle viden om råvarer.
Tidligere modtagere af Økoprisen
- 2018: Mona Carøe, cheføkonoma på Regionshospitalet Randers
- 2017: Comwell Hotels
- 2016: Odense Kommune
- 2015: Overborgmester Frank Jensen (S), Københavns Kommune
- 2014: Regionsformanden for Kost & Ernærings-forbundet i Nordjylland, Marian Aagaard
Formidlerne arbejder med økologi, grøn mad, bæredygtighed og madglæde i f.eks. supermarkeder, festivaler, messer, kulturarrangementer og meget mere. På to årlige uddannelsesdage uddanner Frugtformidlingen sit formidlerkorps i økologi og bæredygtighed. Frugtformidlingen møder borgere i øjenhøjde med smil, argumenter, konkrete handlemuligheder for at få en mere økologisk og bæredygtig husholdning," hedder det i indstillingen fra ØL.
Kandidat 2 - Sinatur – Hotel og Konference
Ifølge ØL er hotelkæden Sinatur – Hotel og Konference et andet godt bud som modtager af Årets Økopris:
"Alle Sinaturs hoteller har Det Økologiske Spisemærke i sølv, og der arbejdes således målrettet med madspild, sæson, mindre kød og mere grønt. Også udenfor køkkenet arbejder Sinatur med bæredygtighed og FN’s verdensmål – bl.a. påtager virksomheden sig et stort lokalt ansvar både ift. socialt udsatte og i samarbejdet med f.eks. folkeskoler. Sinatur affaldssorterer alt, arbejder med højere grad af selvforsyning og vil i 2030 være co2 neutral," skriver ØL.
Kandidat 3 - Skolerne i Oure
Den sidste kandidat er Skolerne i Oure Sport & Performing Arts:
Skolerne i Oure er en selvejende institution, der består af Oure Efterskole, Oure Kostgymnasium og Oure Højskole, som dagligt bespiser ca. 1000 elever og ansatte via to køkkener.
"Skolerne i Oure har Det Økologiske Spisemærke i guld og anvender 97 pct. økologiske råvarer. Køkkenerne arbejder tæt sammen og har valgt at arbejde målrettet med verdensmål nr. 12 – sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer – og verdensmål nr. 13 – handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.
I Oure går bæredygtighed og økologi hånd i hånd, og det er ikke kun i køkkenerne, at de har fokus på økologi, bæredygtighed og verdensmålene. Skolernes ledelse og undervisere arbejder også målrettet inden for disse områder," hedder det i ØL's begrundelse for nomineringen.
Der er stadig ledige billetter til Økologisk Topmøde på Lundsgaard Gods, hvor deltagerne er med til at hylde de tre nominerede og overvære overrækkelsen af Økoprisen 2019 til vinderen.
Flere artikler fra samme sektion
Godsejer ser spændende perspektiver i partnerskabet med Salling Group
Ditlev von Lüttichau, som ejer Tjele Gods, ser frem til samarbejdet med landets største dagligvarekoncern, som er parat til at markedsføre flere forskellige produkter, der er baseret på råvarer fra det jyske gods.
Nordjysk sommerland vil have øko-fritter i gryden, men det har været svært at finde nok
Fårup Sommerlands seks sæsonåbne spisesteder har nu Det Økologiske Spisemærke, men det har været en udfordring at få nok økologiske pommes frites. I 2025-sæsonen tager parken næste skridt og udfordrer markedet for is.
Kokke i offensiv for økologiske bælgfrugter
For tredje år i træk har en gruppe kokke bidraget til den grønne omlægning ved at udvikle nye retter med klimavenlige bælgfrugter som en vigtig ingrediens.