Dagrofa: Flertallet af danskerne vil gerne betale mere for danske varer

Stik imod forbrugernes forventning, fylder dansk frugt og grønt meget lidt på hylderne i danske supermarkeder, mens en undersøgelse fra Retriever viser, at 9 ud af 10 danskere støtter ambitionen om flere danske produkter i grøntafdelingen.

16. oktober 2025
Læsetid: 2 minutter
Franske bland selv tomater i Menys grøntafdeling
Meget illustrativt for situationen i de danske grøntafdelinger, hvor danske produkter fylder for lidt, har Dagrofa illustreret sin pressemeddelelse med et foto, hvor franske bland-selv tomater stjæler hele opmærksomheden. Foto: Dagrofa

Danskerne vil gerne have mere dansk frugt og grønt. Faktisk tror de danske forbrugere generelt, at der er flere danske produkter i supermarkedernes frugt og grønt-afdelinger, end der er.

Det viser en ny undersøgelse, som Retriever har lavet for Dagrofa. Den omfatter ca. 1.000 viser, at flere end halvdelen af danskerne tror, at mindst en tredjedel af produkterne i grøntafdelingen i de danske dagligvarebutikker er dyrket i Danmark. Men fakta er, at det kun gælder 10 pct. af frugten og 25 pct. af grøntsagerne, fortæller Dagrofa i en pressemeddelelse.

Flere end 60 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de – i hvert fald i nogen grad – er villige til at betale mere for at få en danskdyrket vare.

Samtidig er seks ud 10 specialiserede frilandsgartnerier i Danmark forsvundet over de seneste cirka 15 år.

”Det her er en meget vigtig dagsorden, og som fødevarevirksomhed i Danmark, vil vi gerne tage et ansvar på os for at gøre mere for dansk frugt og grønt. Vi skal støtte op om både store og små avlere, og vi skal sørge for, at de kan komme af med deres produkter og på den måde få større muskler til at udvikle sorter, forlænge sæsonen og sikre konkurrencedygtige priser,” siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.

Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa anerkender, at de danske producenter ofte har større omkostninger end deres udenlandske konkurrenter.

”Den forskel skal vi hjælpe dem med at nedbringe, blandt andet ved at sikre flere afsætningsmuligheder for de små avlere,” siger Jesper Bjerring og peger på, at det bl.a. skal ske via initiativet ”Styrk Rødderne” som Dagrofa lancerede i sensommeren.