Annonce
Annonce

Selv om Naturmælks omsætning skrumpede med fem pct. til 370 mio. kr., kan direktøren for Naturmælk og Øllingegaard glæde sig over, at leverandørerne får en højere afregningen end året før. Foto: Naturmælk
Tilfredshed hos Naturmælk trods coronanedgang
Til trods for en omsætningsnedgang på 19 mio. i forhold til året før, landede mejerierne Naturmælk og Øllingegaard et positivt resultat på 5,5 mio. kr.
Det sønderjyske mejeri Naturmælk, som også driver Øllingegaard i Nordsjælland, har netop offentliggjort sit seneste årsregnskab, som viste et plus på 5,5 mio. kr. på bundlinjen.
Det er det næsthøjeste resultat i de seneste fem regnskabsår, og i en pressemeddelelse oplyser mejeriet, at der trods nedgangen i omsætningen blev plads til højere afregning til landmændene, som ifølge direktør Leif Friis Jørgensen dermed bliver belønnet for deres store arbejde med at skabe en mere bæredygtig mælkeproduktion.
Vi er stolte over, at det alligevel lykkedes at lande et af selskabets bedste overskud i nyere tid – samtidig med at mejeriets andelshavere fik en højere pris for deres mælk end året før.
— Leif Friis Jørgensen, direktør Naturmælk
Så selv om den budgetterede vækst på tre pct. ikke blev nået, er det en tilfreds mejeridirektør, som går på juleferie.
”Kantine- og restaurationserhvervets udfordringer pga. corona gjorde det desværre umuligt for os at opnå den omsætningsfremgang i 2021, som vi havde håbet på,” forklarer Leif Friis Jørgensen og fortsætter:
”Men vi er stolte over, at det alligevel lykkedes at lande et af selskabets bedste overskud i nyere tid – samtidig med at mejeriets andelshavere fik en højere pris for deres mælk end året før. Der var også ressourcer til at fortsætte vores skærpede fokus på bæredygtighed, herunder klimaindsatsen, med flere nye tiltag. Samlet set må det efter omstændighederne siges at være et tilfredsstillende resultat,” siger Leif Friis Jørgensen.
Forventer fremgang i 2022
Ifølge Leif Friis Jørgensen skal overskuddet både bruges til at konsolidere mejerierne og deres mange bæredygtighedsinitiativer. Mejerierne skal desuden investere i en række nye produktlanceringer i 2022, hvoraf flere først bliver mulige, når omfattende ombygninger på både Naturmælk og Øllingegaard efter planen bliver klar til at tage i brug i starten af det nye år.
På den baggrund forventer Leif Friis Jørgensen, at selskabet vender tilbage på vækstsporet efter et år, hvor nedlukninger i foodservicebranchen barberede toppen af omsætningen.
”Udviklingen af vores samhandel med flere af vores store kunder, viser meget positive tendenser, der fremadrettet giver nogle gode muligheder for både Naturmælk og Øllingegaard Brands. Vi forventer derfor en stigning i omsætningen i det kommende regnskabsår,” hedder det i ledelsesberetningen.
Tager hul på 2022 med et større klimafokus
2021 blev året, hvor Naturmælk og Øllingegaard kunne mærke produkterne med både det røde ø, godkendelsen fra Dyrenes Beskyttelse og de maksimale tre statslige dyrevelfærdshjerter.
I det nye år bliver der øget fokus på at etablere indsatsområder til optimering af biodiversiteten ude på gårdene, men ifølge Naturmælks bestyrelsesformand, landmand Jens Krogh, bliver det vigtigste punkt på bæredygtighedsagendaen i 2022 at udbygge eksisterende og igangsætte nye initiativer til at nedbringe mælkeprodukternes klimabelastning.
”For os mælkeproducenter ligger fokus lige nu på to spor, nemlig at få nogle præcise tal for vores gårdes udledning af CO2e, og på fortsat at arbejde målrettet på at nedbringe udledningerne,” siger Jens Krogh.
I 2022 forventer mejerivirksomheden med hovedkontor i Tinglev, at alle 45 landmænd får kortlagt deres klimabelastning, og at alle får sat gang i en række aktiviteter for at realisere mejeriernes fælles klimamålsætninger.
”Den store forskel fra tidligere års klimaindsats er, at målene her fra 2021 er krystalklart defineret og med reelle tal på. De er meldt offentligt ud, og de er forpligtende for alle landmænd i Naturmælk,” siger mejeriformanden.
Fem målbare indsatsområder for reduktion af mejeriernes klimabelastning
De fem indsatsområder, som Naturmælk og Øllingegaard og deres leverandører er forpligtet på, lyder:
- Reduktion af CO2e-udledning per kg mælk med 25 pct. inden udgangen af 2025
- Alle landmænd har udfaset importeret soja inden udgangen af 2022
- Alle landmænd iværksætter minimum én ny aktivitet per år til reduktion af klimabelastning
- Alle landmænd forpligter sig til at igangsætte minimum ét tiltag per år til fremme af gårdens biodiversitet
- Reduktion af de to mejeriers energiforbrug fra ikke-fornybare energikilder med 25 pct. inden udgangen af 2025. Energien skal i stedet komme fra fornybare energikilder og en mere effektiv forvaltning af eksisterende ressourcer
Flere artikler fra samme sektion
Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder
Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.
Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris
Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.
Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage
Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.