Annonce
Annonce
Thise er på vej med nye planteprodukter
Selv om havredrikken stadig kun bidrager med under en pct. af Salling-mejeriets omsætning, ser direktør Poul Pedersen et interessant potentiale i at udvikle flere plantebaserede produkter på basis af lokale råvarer.

Thise Mejeri arbejder på at udvikle nye smagsvarianter af plantedrikke på basis af råvarer fra andelshavernes marker. Foto: Thise
Siden april har fire af Thises økologiske mælkeproducenter leveret hovedingredienserne i form af havre til mejeriets bud på en havredrik, som i modsætning til de fleste andre plantedrikke skal opbevares på køl. Mejeriet ønsker ikke at sætte tal på salget, men Poul Pedersen oplyser, at salget går så godt, at mejeriet arbejder på at introducere nye smagsvarianter for at få en stærkere position på det voksende marked for plantebaserede fødevarer.
"Vi har stadig plads til at producere mere mælk, og vi har også plads til at producere mere plantedrik, og det kommer vi til," sagde Thise-direktør Poul Pedersen forleden til LandbrugsAvisen.
Over for Økologisk Nu uddyber han, at hovedparten af mejeriets godt 200 ansatte og ca. 70 andelshavere dog fortsat skal arbejde med de traditionelle, animalske mejeriprodukter, som i løbet af tre årtier har gjort Thise til en milliard-virksomhed.
Men den nye produktionslinje for plantedrikke, som er indrettet i det gamle osteri, vil formentlig i fremtiden komme til at arbejde med nye smagsvarianter.
"Vi arbejder med nye plantedrikke i vores laboratorie, men vi har haft lidt døje med at lave plantedrikke, som lever op til det, som vi gerne vil stå på mål for uden at skulle bruge for mange tilsætningsstoffer. Den boldbane vil vi helst ikke ind på," fastslår Poul Pedersen.
Han ønsker endnu ikke at løfte sløret for, hvilke nye smagsvarianter Thise eksperimenterer med, men en ting er sikkert:
"Hvis vi lancerer flere plantedrikke, skal råvarerne som udgangspunkt komme fra vores egne leverandører," siger Poul Pedersen, som glæder sig over, at mejeriets økologiske havredrik, som hidtil kun er blevet solgt i Irma-kæden, i løbet af efteråret finder vej til andre af Coops dagligkæder.
Går det, som han håber, vil det formentlig fordoble salget, lyder vurderingen fra Salling-mejeriet.
Flere artikler fra samme sektion
De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine
Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.