Annonce
Annonce
Madens Folkemøde lokker med tætpakket program
Engestofte Gods danner i juni rammen om et folkemøde, som vil samle maddanmark og sætter scenen for samtaler om det, der ligger på vores tallerken og måden, vi producerer det på.

Arrangørerne forventer 8.000-10.000 deltagere til Madens Folkemøde i juni, hvor de blandt andre kan møde fødevareminister Rasmus Prehn, antropolog Rane Willerslev og den kulinariske serieiværksætter Claus Meyer. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Den grønne omstilling af madkulturen er i centrum for mange af aktiviteterne på årets Madens Folkemøde, som for tredje år frister med et større ta-selv-bord af maddebatter, workshops, skuekøkkener og madsmagninger, som skal gøre deltagerne klogere på vores mad.
”Formålet er at skabe nye indsigter og perspektiver både på hinanden og på vores fødevaresystem - og engagere os alle sammen i samtalen om, hvor vi skal hen som madland,” fortæller arrangørerne fra Foreningen Madens Folkemøde, som netop har offentliggjort et tætpakket men endnu ikke helt færdigt program.
Det rummer flere workshops end tidligere, og derfor er det næppe helt forkert, når de betegner folkemødet som Danmarks største åbne madskole.
Madens Folkemøde 2022
Madens Folkemøde er en årligt tilbagevendende begivenhed, der
-
foregår over to dage på Engestofte Gods på Lolland.
-
Sidste år lagde mere end 8.000 gæster vejen forbi folkemødet.
-
Folkemødet foregår i år 3.- 4. juni og programmet byder på 150 indslag, når de sidste aktiviteter bliver offentliggjort i løbet af de kommende uger.
Smagsindtrykkene fylder mere end nogensinde, og den vilde mad har fået et større program.
På debatsiden er krigen i Ukraine og fødevarekrisen, unges fravalg af maduddannelser og hårde vilkår i restaurationslivet nogle af de gennemgående temaer under de to maddage på Engestofte Gods, og det er allerede nu muligt at købe billet.
”Madens Folkemøde handler både om smag og alle de store spørgsmål i tiden, der ligger på tallerkenen foran dig. Vores madkultur er den sværeste udfordring i den grønne omstilling. Fødevarepriserne eksploderer. Usunde madvaner er et af de største sundhedsproblemer. Er det overhovedet et godt arbejdsliv at lave mad til andre? Mad er både livsglæde og komplicerede spørgsmål. Jeg er glad for at kunne sige, at uanset hvordan du er interesseret i fødevarer, så synes jeg, Madens Folkemøde beskæftiger sig med det”, siger formand i Foreningen Madens Folkemøde, Kasper Fogh Hansen.
Årets program
På programmet for Madens Folkemøde 2022 finder du blandt andet:
-
Fødevareminister Rasmus Prehn, der sammen med nogle af Danmarks dygtigste eksperter debatterer, hvordan et klimamærke på fødevarer bør se ud.
-
Debatter om alt fra madpolitik og bæredygtighed til maddannelse, sexisme og havbrug. Mød Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Københavns Universitet, Concito, Madkulturen og mangle flere.
-
Antropolog Rane Willerslev, der fortæller historier om jagt og vildt og om sult, kulde og mystik.
-
Skuekøkkener om alt fra at sylte til at tilberede blæksprutter. Lær at sylte med kok Mette Dahlgaard, tryl med bælgfrugter sammen med Pure Dansk, få tips til bæredygtig hverdagsmad med kogemand Esben Grundtvig og smag blæksprutter med Slow Food Danmark.
-
Den Økologiske Samtale, hvor nogle af de markante aktører inviterer til samtale om økologiens rolle i fremtidens madsystem. Mød blandt andre Økologisk Landsforening, Naturmælk, Aurion og Food People.
-
Sejlture på de smukke Maribosøer, sanketure i skovene omkring godset og kunstoplevelser med og om mad.
-
Østersbar, fredagsbar, en folkemøderestaurant midt på pladsen og landbordsmiddage for enhver smag.
-
Et stort marked med nogle af landets dygtigste fødevareproducenter.
Program for børn, deres familier og barnlige sjæle
- Lav krabbebisque med Meyers Madhus, tag supermarkedsudfordringen op med Forbrugerrådet Tænk, klap husdyrene hos Åbent Landbrug, lær om vildt med Jægerinden og meget mere.
Flere artikler fra samme sektion
De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine
Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.