Annonce

Annonce

Barn rækker ud efter krydderurter i svensk butik

De seneste år har de svenske forbrugere været noget mindre villige til at række ud efter de økologiske fødevarer, og et lavere salg betyder at det økologiske landbrugsareal på den anden side af Øresund faldet for tredje år i træk. Foto Kolbjörn Örjavik

Salget af økologiske fødevarer i de svenske kæder fortsætter med at falde

Selv om det økologiske detailsalg fortsatte de seneste års tilbagegang med et fald på tre procent, viser ny rapport, at værdien af det samlede marked for økologiske fødevarer i Sverige i 2022 voksede med 2,5 pct.

Efter flere år med tilbagegang, var der i 2022 visse positive tendenser at spore på det svenske marked, hvor det samlede salg af økologiske fødevarer voksede til 22,3 mia. dk. kr. Det svarer til en vækst på 2,5 pct. Den økologiske andel af det samlede fødevaresalg landede dermed på 8,2 pct.  Det er dog 0,5 procentpoint lavere end året før.

Det fremgår af  Ekologiska Årsrapporten, som maler et billede af et svensk dagligvaremarked, hvor det er meget forskelligt, hvordan det økologiske salg har udviklet sig i de forskellige salgskanaler.

De mest iøjnefaldende tendenser i rapporten viser, at det økologiske foodservicesalg voksede i 2022, mens de seneste års tilbagegang i dagligvarekædernes salg og nethandlen fortsatte – både når man måler i volumen og værdi.

Kæderne har skiftet fokus 

I Sverige står dagligvarekæderne og e-handlen tilsammen for 57 pct. af det økologiske salg. Sidste år solgte de to salgskanaler i alt økologiske varer for 12,6 mia. kr., hvilket svarer til en økologiandel på 6,1 pct.  

Den økologiske årsrapport 2023

  • Årsrapporten over det svenske økologimarked er udarbejdet af Organic Sweden, Ekologiska Lantbrukarna i samarbete med KRAV, Ekomatcentrum og Lantbrukarnas Riksförbund.

  • Rapporten på 54 sider fortæller om salgsudviklingen fordelt på salgskanaler og varekategorier. Den fortæller desuden om den svenske øko-forbruger og udviklingen i det økologiske landbrug i Sverige.

Kilde:  Ekologiska Årsrapporten

Rapporten peger på flere årsager til det faldende salg i Sverige, som er Danmarks næstvigtigste eksportmarked. Dels kiggede de svenske forbrugere på grund af hastigt voksende priser mere end nogensinde tidligere efter de billigste varer på butikshylderne, og dermed fravalgte de nogle gange økologien, når de fylder indkøbskurven. Dels har dagligvarekæderne ændret fokus. Hvor de tidligere var hovedmotoren for udviklingen af det økologiske salg ved at gøre det let for kunderne at vælge økologi, fokuserer de i dag i højere grad på at markedsføre plantebaserede og lokalt producerede fødevarer, som begge dele taler ind i den aktuelle klimadagsorden.

Øget direkte salg fra gården

Udviklingen ser meget forskellig ud for de forskellige salgskanaler, og af rapporten fremgår det, at det er ændrede forbrugsvaner under coronapandemien og højere fødevarepriser, som påvirker tallene mest.

Det direkte gårdsalg af økologiske fødevarer er steget med 5,9 pct. i løbet af 2022., mens salget af økologiske drikkevarer hos Systembolaget faldt i værdi. Men da salget af konventionelle drikkevarer faldt mere end det økologiske, voksede økologiandelen hos Systembolaget.

I offentlige køkkener som skoler og hospitaler er økoandelen forholdsvis stabil, men salgsværdien er steget markant på grund af den høje inflation. Samme udvikling er sket i private restauranter.

”På trods af et krævende år ser vi, at det samlede økologiske salg stiger noget, det er positivt. Det, der er særligt glædeligt, er, at salget direkte til forbrugerne fortsætter med at stige, selvom det stadig er en meget lille del af det økologiske salg,” siger Ida Lind, markeds- og bæredygtighedsekspert hos Ekologiska Lantbrukarna i en pressemeddelelse efter offentliggørelsen af den nye rapport.

Det økologiske areal skrumper for tredje år i træk

Markedsudviklingen i form af mindre volumen og voksende priser sætter også spor i det svenske landbrug, som både er ramt af, at volumen i salget af økologisk frugt og grønt i 2022 faldt med 17 pct., mens mejerisalget faldt med 15,1 pct.

I 2022 faldt det økologiske landbrugsareal med 18.000 ha til 589.000 ha. Det er et fald på tre pct. Dermed faldt økologiandelen fra 20,4 pct. til 19,6 pct.  I en prognose frem til 2024 forudser Jordbruksverket, at tilbagegangen fortsætter, og at det økologisk dyrkede landbrugsareal i 2024 vil være 44.000 ha. mindre end i rekordåret 2019.

Charlotte Bladh André, adm. direktør i Organic Sweden, tror det er muligt at vende den negative udvikling:

”Sverige skal forsvare sin position som et af de lande i verden med den største andel af økologisk landbrugsjord. Nøglen ligger i samarbejde gennem hele kæden, fra landmand til butik og forbruger. Sammen kan vi øge engagementet i økologisk mad,” siger hun.

Økologiens fordele skal frem i lyset 

Organisationerne bag rapporten peger samtidig på, at det økologiske salg skal ses i et større perspektiv. Ser man på udviklingen over tid, er det svenske økomarked stadig en succeshistorie. Det økologiske salg steg i gennemsnit med 9 pct. om året i årene 2004 til 2021, og Sverige er stadig et af de lande i verden med det højeste økologiske forbrug pr. indbygger.

”Alle har været så optagede af fødevarepriserne i 2022, så fordelene ved økologisk mad er blevet overskygget. Nu skal vi tale endnu mere om, at produktionen af økologiske fødevarer gavner ting som biodiversitet og god dyrevelfærd, giver mindre klimaaftryk og betyder, at der er færre rester af unaturlige kemiske sprøjtegifte i vores miljø,” siger Emma Rung, adm. direktør i Krav.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion