Annonce

Annonce

En burger er pakket ud på en bakke

I alt blev 76 produkter af pap og papir til fødevareemballage testet, og der blev fundet uønskede stoffer i 22 af produkterne. Foto: Colourbox

Pas på pap og papir hvis du vil undgå uønsket kemi i maden

En del af det papir, der bruges til madvarer, indeholder potentielt kræftfremkaldende stoffer og er slet ikke reguleret i EU.

Plast eller papir? 

Det er et spørgsmål, der er relevant for forbrugerne at stille med tanke på den tiltagende plastforurening i naturen og klimaaftrykket ved produktionen af plast. 

En europæisk undersøgelse fra 2015 har da også vist, at 68 pct. af de adspurgte forbrugere foretrak papirindpakning, mens 32 pct. foretrak plast.

Pap og papir er imidlertid ikke uden problemer. Det viser en ny undersøgelse af Forbrugerrådet Tænk lavet i samarbejde med andre europæiske forbrugerorganisationer; flere pap- og papir-emballager indeholder nemlig problematisk kemi, der er kræftfremkaldende eller mistænkt for at være det.

I alt blev 76 produkter af pap og papir til fødevareemballage testet, og der blev fundet uønskede stoffer i 22 af produkterne: Ni af dem havde et indhold over tyske anbefalinger for kemiindholdet i printfarver - i flere tilfælde blev der tilmed målt afgivelse til maden. Der blev også fundet såkaldte uv-filtre i 21 af produkterne.

Kemi i pap og papir

  • Fire af 20 testede danske produkter indeholdt uønsket kemi - primært PAA.
  • I alt blev 76 produkter testet i EU. Her fandt man også de såkaldte uv-filtre i 21 produkter, i mængder der var højere end de anbefalinger, der gælder i Schweiz.

Af de 20 produkter, der blev købt i Danmark, fandt man i fire af dem de såkaldte primære aromatiske aminer (PAA). Nogle PAA'er er kræftfremkaldende, og andre mistænkes for at være det.

De fire produkter fra Danmark er papirsugerør fra GoDan, kaffekopper fra Joe & The Juice og slikposer fra Aristo og Sukker Toppen.

Trods fundene er pap og papir stort set ikke reguleret i EU, i modsætning til indholdsstofferne i plast der ligger under for en række krav.

"Testen peger på, at der er et problem med uønsket kemi i pap- og papiremballage, og problemet bliver ikke mindre af, at det er et område, der mangler af blive reguleret," siger Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, til organisationens medlemsblad.

Hun nævner, at testen også viser, at der findes pap og papir med print, som er fri for de uønskede stoffer, hvilket betyder, at der findes bedre alternativer.

Anne Marie Vinggaard fra Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionsteknologi ved DTU Fødevareinstituttet, understreger, at der er tale om kemikalier i meget små mængder, som ikke i sig selv er noget at være bange for:

"Men der er ikke desto mindre grund til bekymring, fordi det bidrager til den samlede kemikalie-eksponering af kroppen. Derudover ved vi ikke præcis, hvad emballagerne indeholder, og i hvor høj grad kemikalierne migrerer til fødevarerne. Det er noget, vi burde vide meget mere om," siger hun.

EU har forbudt engangsplast fra 2021, og derfor advarer den europæiske forbrugerorganisation BEUC, som Tænk er en del af, om, at skiftet mod mere pap og papir som emballage bør ledsages af mere regulering på området.

"For at beskytte forbrugernes helbred er EU nødt til at udarbejde strikse regler, som er mere end en papirtiger. Det er bekymrende, at papir, som er den næstmest brugte form for fødevareemballage efter plast, er i kontakt med vores mad uden et sikkerhedsnet," siger Monique Goyens, direktør for BEUC, til The Parliament Magazine.

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, følger selv med i debatten om emballage og ønsker at gøre det til et prioriteret område for foreningen, hvis der er i fremtiden er ressourcer til det. Foreningen afholdt sidste år et eksportseminar om fremtidens emballageløsninger og har planlagt et seminar den 10. oktober om bæredygtig emballage. 

EU-Kommissionen har for nylig opfordret medlemslandene til at undersøge de kemiske midler i pap- og papiremballagen nærmere og vil løbende indsamle resultaterne fra landene.

Selvom emballage er udskældt, er den nødvendig for, at madvarerne kan holde sig længere, så man undgår madspild.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion