Annonce
Annonce
Britta Pedersen driver landbrug og gårdbutikken Økoladen ved Ringkøbing sammen med sin mand Søren Pedersen, og da de sidste år løb med prisen som Danmarks Bedste Gårdbutik, gav det straks ekstra travhed i butikken. Foto: Jakob Brandt
Stem på Danmarks bedste gårdbutik
For andet år i træk ønsker online-platformen Goforlocal.dk at hylde Danmarks mange lokale producenter og gårdbutikker, og du kan være med.
Kender du en unik, økologisk gårdbutik eller landets bedste producent af lokale, økologiske fødevarer, har du nu mulighed for at bringe dem i spil, når Goforlocal kårer landets bedste gårdbutik og den bedste producent af lokale fødevarer.
Viborg-virksomheden Goforlocal har gennem knap tre år fået over 500 gårdbutikker og småproducenter som abonnenter på platformen. I øjeblikket fungerer den som vejviser til lokale varer, og Niels Høegmark, medstifter og partner i Goforlocal, håber, at priserne kan bidrage til at skabe yderligere opmærksomhed om producenter og gårdbutikker, der handler med fødevarer, som kunderne ofte går forgæves efter i de landsdækkende dagligvarekæder.
På sigt er det ambitionen, at Goforlocal skal udvikle sig til en landsdækkende salgskanal med en webshop, hvor kunderne kan bestille varer efter 'klik og hent-konceptet'.
Ifølge Niels Høegmark er det tænkt som en hjælp til de mange producenter, som ikke er it-nørder og gerne vil have præsenteret deres produkter på en fælles portal, hvor hver enkelt producent får sin egen lille shop. Derfor arbejder Goforlocal i øjeblikket på at udvikle et intuitivt system, hvor det bliver nemt for abonnenterne at oprette nye varer, men det er en tidkrævende proces, og Niels Høegmark forventer først, at platformen i løbet af 2021 kan begynde at lave de første testsalg.
Den kommende webshop skal gøre det nemt for forbrugerne at finde og handle med lokalproducenter og gårdbutikker i lige netop deres lokalområde.
”Det er vores mål at gøre gårdbutikker til et reelt alternativ til supermarkederne. Det er jo i virkeligheden tosset at købe blåbær importeret fra Spanien, når man kan købe friskplukkede, danske blåbær lige i nærheden af, hvor man bor”, siger Niels Høegmark.
Priserne er et skulderklap
Sammen med Niels Reinau arbejder han for at skabe en større bevidsthed om mulighederne for at købe ind direkte hos de små producenter.
”Med den her kåring vil vi først og fremmest gerne give et velfortjent skulderklap til alle de gårdbutikker, der hele året rundt brænder for at levere lækre produkter til danskerne. Og så vil vi selvfølgelig gerne gøre endnu flere danskere opmærksomme på, at man sagtens kan gøre lokale fødevareprodukter til en langt større del af ens hverdag”, siger Niels Høegmark.
"Det er helt tydeligt at mærke, at de forbrugere, der handler ind hos den lokale landmand, har et helt andet forhold til producenten, end hvad man finder, hvis man handler ind i den lokale Netto.
Hvis du også har en favorit-gårdbutik, som du mener bør ende med titlen som Danmarks bedste, kan du her læse mere om, hvordan du frem til 1. september kan være med til at kåre henholdsvis landets bedste gårdbutik og landets bedste lokalproducent
Sidste år blev Ømosebær ved Kjellerup kåret til Danmarks Bedste Lokalproducent, mens gårdbutikken Økoladen ved Ringkøbing løb med prisen som Danmarks Bedste Gårdbutik.
Flere artikler fra samme sektion
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.
Dansk krydderifabrik henter hovedparten af omsætningen i udlandet
Den sjællandske krydderifabrik Mill & Mortar sætter smag på maden i de private husholdninger i mere end en snes lande. Næste destination i messekalenderen hedder Nürnberg og BioFach-messen 2025.