Økologisalget slår rekord i Italien
Økologien havde et særdeles stærkt halvår i Italien, hvor salget steg under corona-krisen.

Salget af økologiske fødevarer i Italien nåede rekordhøje 3,3 mia. euro i første halvår 2020. Det svarer til en stigning på 4,4 pct. i forhold til 2019, viser en ny markedsrapport fra ISMEA.
Rapporten viser også, at 90 pct. af de italienske forbrugere købte økologisk mindst tre gange i perioden, og at 97 pct. gjorde det mindst én gang.
Det er særligt de store supermarkeder, der står for økologisalget, men væksten var størst for discountkæderne, om end økologiomsætningen fortsat er beskeden i disse kæder.
Tallene dækker over salget i detailhandlen og ikke hotel-, restaurations- og kantinesektoren samt eksport.