Annonce
Annonce
Øko-mejerier går plantevejen
Både Thise og Naturmælk vil følge i Arlas fodspor og producerede plantebaserede produkter.

Mejeristerne hos Thise skal måske snart vænne sig til at supplere arbejdet med køernes mælk til også at arbejde med plantebaserede råvarer. Arkivfoto: Jakob Brandt
Både Thise
og Naturmælk meddeler nu, at de agter at følge i kølvandet på Arla Foods, som
tirsdag meddelte, at mejerikoncernen planlægger at lancere en stribe
plantebaserede fødevarer.
De to økologiske mejeriers ambition om at bevæge sig ind på markedet for
plantebaserede varer bliver omtalt på mejeri.dk.
Heraf fremgår det, at Naturmælks direktør, Leif Friis Jørgensen, længe har haft
radaren stillet ind på plantedrikke, og at han betragter området som en
mulighed frem for en begrænsning.
”Selvfølgelig ser jeg da helst, at forbrugerne drikker mælk, men der sker hele
tiden ændringer i forbrugsmønsteret, ikke mindst på baggrund af diskussionerne
om klima og dyrevelfærd. Derfor skal vi være omstillingsparate, så vi også er
en del af det, forbrugerne fremadrettet efterspørger,” siger Leif Friis
Jørgensen.
Eftersom mejeriets andelshavere – ud over at producere mælk – også har jorden til at dyrke havre, ærter og andre afgrøder, ligger idéen om at producere plantedrikke ikke fjernt for ham.
”Vores andelshavere kan producere ingredienserne, og eftersom de plantebaserede produkter på mange punkter minder om mejeriprodukter, har vi gode muligheder for at udnytte vores eksisterende produktionsapparat.”
Leif Friis Jørgensen forklarer, at faldet i danskernes mælkeforbrug endnu ikke har ramt den økologiske mælk, men: ”Hvis 10-20 pct. af drikkemælken konverteres til plantedrikke, så skal vi da ikke bare se på, at markedet glider ud af vores hænder,” siger han.
Ingen svækkelse af mejerierne
Også hos Thise Mejeri erklærer direktør Poul Pedersen sig klar til at indlede en produktion af plantebaserede produkter.
”Der er ingen grund til at kæmpe mod en stærk trend, som plantedrikkene har vist sig at være. Tværtimod kan vi lige så godt få del i et nyt marked. Derfor kan man på et tidspunkt meget vel se Thise fremstille produkter lavet af planter. Hvornår det vil ske, ved jeg ikke lige,” siger Poul Pedersen.
Thise-direktøren understreger, at mælk fortsat vil være Thises omdrejningspunkt og ser ikke inddragelsen af plantebaserede varer som en svækkelse af mejerierne, så længe andelshaverne producerer råvarerne.
”Det viser bare vores vilje til forandring. Desuden har vi – trods de plantebaserede produkters fremgang – positiv vækst i vores salg af frisk- og surmælksprodukter,” påpeger Poul Pedersen.
Men han er forberedt på, at udviklingen kan vende.
”Det har vi selvfølgelig respekt for. Men som det ser ud nu, kommer vi ikke til at kannibalisere vores nuværende salg, hvis vi lancerer plantebaserede produkter. Ud over drikke kan man nemt forestille sig, at vi også vil lave fx yoghurtlignende varer,” påpeger Poul Pedersen.
Mælk er fortsat kerneforretningen
Hos Arla er man ikke bekymret for, om man gennem lanceringen af de nye planteprodukter kan komme til at undergrave markedet for mælk og mejeriprodukter.
”Mælk og mejeriprodukter er vores kerneforretning, og sådan vil det fortsat være. Salget af de plantebaserede produkter vokser i øjeblikket, men de udgør stadig en ret beskeden del af mejerimarkedet,” siger Åse Andersson og tilføjer:
”Igennem de seneste år har vi registreret et fald i forbruget af drikkemælk, men vi kan til gengæld se, at salget af andre typer mejeriprodukter stiger globalt, så umiddelbart ser vi ikke nogen fare for, at det kommer til at gå ud over vores kerneforretning.”
Arla har heller ikke fastsat en dato for lanceringen af planteprodukterne, men ifølge Åse Andersson kommer de tidligst på butikshylderne til næste år.
Flere artikler fra samme sektion
De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine
Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.