Økologisk måltidskasseselskab oplever stigende salg i presset marked

Mens de fysiske kæder sidste år solgte færre økologiske varer, oplever Aarstiderne en usvækket interesse for selskabets økologiske sortiment.

05. februar 2026
Læsetid: 2 minutter
Portræt Dorthe Tandrup
Dorthe Tandrup, som er direktør for Aarstiderne, nævner flere årsager til, at måltidskasseselskabet i 2025 ikke oplevede den samme nedgang i salget, som dagligvarekæderne. Foto: Aarstiderne

Mens nye tal fra analysevirksomheden Kauza viser, at danskerne i 2025 lagde knap to pct. færre økologiske varer i indkøbskurven, melder Dorthe Tandrup, adm. direktør i måltidskassevirksomheden Aarstiderne, om voksende interesse for selskabets godt 900 økologiske varenumre.

Det skriver FødevareWatch i en artikel om den økologiske pionérvirksomhed, som for godt et år siden blev indlemmet i Dagrofa-koncernen, hvilket har givet Aarstiderne adgang til flere salgskanaler.

I forbindelse med købet blev det imødeset med en del spænding fra dagligvarebranchen, hvordan Aarstidernes økologiske koncept kunne integreres i Dagrofa-familien, som både omfatter totalgrossisten Dagrofa Foodservice og dagligvarekæderne Meny, Min Købmand, Spar og Let-Køb, som ikke ligefrem er førende, når det gælder salg af økologi.

Men efter et år, hvor stort set alle de landets fysiske dagligvarekæder solgte færre økologiske varer, lyder der mere positive signaler fra Aarstidernes direktør:

”Vi ser ikke et fald i vores økosalg. Vi har både måltidskasser, frugt- og grøntkasser og i dag også en dagligvareforretning med over 900 varenumre, og vi ser en stigende interesse for det,” fortæller Dorthe Tandrup til mediet.

En af årsagerne til fremgangen er modet til at søge nye veje. Dels er Meny-kæden i færd med at indrette små afdelinger med Aarstidernes varer i alle butikker, dels har Aarstiderne øget fokus på at levere fødevarer til danskernes morgenbord.