Odense lancerer vegetarretter til byens patienter og ældre

Sammen med bl.a. Økologisk Landsforening har Odense Kommune udviklet 92 klimavenlige måltider til kommunens plejecentre, kantiner og i hjemmeplejen.

16. september 2020
Læsetid: 2 minutter
Blandede grøntsager
Odense Kommune lancerer 92 nye, klimavenlige retter i sine offentlige køkkener. Alle er vegetariske eller veganske. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Hidtil har de mest populære retter blandt Odenses ældre på plejecentrene og i hjemmeplejen været bøf med løg, frikadeller og flæskesteg - altså hvor kødet er i centrum. Det kan dog snart ændre sig.

Odense Kommune er nemlig gået sammen med en række andre partnere, bl.a. Økologisk Landsforening, om at udvikle 92 nye, klimavenlige retter. Samtlige retter er vegetariske og 30 pct. af dem er veganske.

Arbejdet blev indledt i marts, hvor de grønne måltider blev udviklet og smagt dem til. Nu er de så klar til at lande på tallerkenerne hos de ældre på byens plejecentre, i hjemmeplejen og i kommunens kantiner.

"Vi vil gerne støtte op om FN's verdensmål, og det gør vi blandt andet i vores køkkener i Odense," siger Søren Windell, rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, i en pressemeddelelse.

Proteiner fra planter

Retterne er udarbejdet med hjælp fra bl.a. Inger Kjærgaard, der er kok og konsulent ved The Cook Room, og Arne Astrup, som er professor i ernæring ved Københavns Universitet. Der har især været fokus på at give dem et højt proteinindhold, som kommer småtspisende borgere og patienter til gode. Proteinerne kommer bl.a. fra bønner, kikærter og linser.

Opskrifterne på retterne bliver gjort offentligt tilgængelige den 17. september, så alle får mulighed for at prøve dem af. 

Opskriftsamlingen går under navnet 'Grønne Retter i Store Gryder' og er et samarbejde mellem Byens Køkken og personalekantinterne i Odense Kommune, køkkenerne på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Økologisk Landsforening, Arla Pro, Dansk Vegetarisk Forening, Danske Æg og Arne Astrup fra Københavns Universitet.