Annonce
Annonce
Ny undersøgelse: Danskerne efterlyser statsligt klimamærke
81 pct. af danskerne synes, at et klimamærke på fødevarer er en god idé. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat for De Samvirkende Købmænd.

Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus har tidligere testet effekten af klimaskiltning på hyldeforkanten med med teksten: 'Et bedre klimavalg' på kædens mest klimavenlige varer, men en ny undersøgelse viser, at et stort flertal af forbrugerne efterlyser et veldokumenteret, statsligt klimamærke, som er placeret direkte på den enkelte vare, og det er på vej. Foto: Jakob Brandt
Fire ud af fem danskere efterlyser et klimamærke på fødevarer, men tilliden til et klimamærke er størst, hvis det udarbejdes og kontrolleres af staten.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som Norstat har lavet for De Samvirkende Købmænd (DSK). Den viser at to ud af tre foretrækker et statsligt mærke, og den melding falder i god jord hos Jacob Jensen (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, som oplyser, at et klimamærke allerede er i støbeskeen. Det skriver DSK i en pressemeddelelse.
Kun 7 pct. af de adspurgte angiver, at de foretrækker et privat mærke udviklet af de enkelte kæder eller flere butikker.
Derudover viser undersøgelsen, at mærkets placering er helt afgørende for, hvordan forbrugerne vil tage imod klimamærket. Langt størstedelen af danskerne – over 80 pct – foretrækker nemlig, at klimamærket placeres direkte på den enkelte vare frem for kun at være synligt på hyldeforkanten i butikken.
Behov for troværdigt mærke
DSK mener ifølge meddelelsen, at et statsligt klimamærke er afgørende for at skabe tillid blandt forbrugerne og sikre, at mærket får den ønskede effekt på danskernes indkøbsvaner.
”Det er positivt, at danskerne bakker op om et klimamærke, og det understreger behovet for en troværdig, statslig mærkningsordning. Et klimamærke skal være let at forstå og tilgængeligt på de enkelte varer, så forbrugerne hurtigt kan træffe klimavenlige valg i dagligdagen,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK, i meddelelsen.
Jacob Jensen (V) er enig:
”Jeg er glad for, at et flertal af danskerne bakker op om et statsligt klimamærke på fødevarer. Det understreger, at der er et stort ønske om mere viden, når det kommer til klimaaftrykket fra de forskellige fødevarer, vi putter i indkøbskurven. Fødevarestyrelsen er allerede i gang med at udvikle et frivilligt statskontrolleret klimamærke, der skal gøre det nemmere at træffe klimavenlige valg på et oplyst grundlag, og det er for mig afgørende, at vi får et gennemarbejdet og troværdigt klimamærke,” siger han.
Vigtigt at lytte til borgerne
DSK påpeger, at det er vigtigt at lytte til danskerne i forbindelse med udviklingen af mærket:
- Fødevareproduktion udgør en væsentlig del af det samlede klimaaftryk, og danskerne kan reducere deres personlige klimaaftryk ved at træffe mere klimavenlige valg. Men skal vi have succes med at introducere endnu et forbrugermærke, er vi nødt til at lytte til forbrugerne, og hvad de forventer af mærket for at skabe den nødvendige tillid til mærket, så forbrugerne rent faktisk navigerer efter mærket, når de handler,” siger Janick Nytoft.
Flere artikler fra samme sektion
Sofari har plads til flere værtsgårde
Forbrugereventet Sofari efterlyser flere økologiske griseproducenter, som har lyst til at åbne gården for gæster den 18. maj.
Otte ud af Danmarks ti mest bæredygtige brands er økologiske
Ny analyse fra Sustainable Brand Index viser, at de danske forbrugere i høj grad sætter lighedstegn mellem økologi og bæredygtighed.
Dansk frugt og grønt er under voldsomt pres
Ni ud af ti forbrugere mener, det er vigtigt, at vi har alsidig produktion af frugt og grønt i Danmark. Alligevel er kun en fjerdedel af vores grøntsager danske, og udfordringerne hober sig op for de hårdt pressede producenter. Derfor går 31 aktører fra hele værdikæden nu sammen for at få mere dansk frugt og grønt på tallerkenen.