Annonce

Annonce

Kig ned i køledisk med økologisk kød.

Friland forventer en samlet vækst på op mod 40 procent i løbet af de kommende år. Foto: Moment Studio

Friland forventer stor vækst i salget af kød

Friland-direktør Claus Hein forventer, at det er muligt at løfte omsætningen med 25-40 pct. i løbet af de kommende fem år.

Med afsæt i den positive markedsudvikling for Frilands salg af økologisk kød, har Danish Crown-datterselskabet vedtaget en ny strategi, som over de kommende år skal gøre det muligt at tage flere grise og køer ind i alle fire produktkategorier.

Dermed går Friland den modsatte vej end moderkoncernen, som i går præsenterede en samlet koncernstrategi, hvor et af hovedbudskaberne var, at det er fortid for Danish Crown med at jagte vækst gennem slagtning af flere dyr. I koncernens nye strategi Feeding the future ligger fokus på at nedbringe klimaaftrykket på kød og bruge det som afsæt til at øge indtjeningen på koncernens produkter.

En væsentlig del af Frilands nye strategi handler derimod om, at den fremtidige vækst skal komme ved at øge optaget af dyr til slagtning, og selskabet forventer, at et øget antal slagtninger kan øge omsætningen med 25 til 40 pct. i løbet af de kommende fem år.

I de seneste årsregnskab bidrog de økologiske grise med 52 pct. af Frilands omsætning, mens økologisk oksekød stod for 32 pct., og fortsætter den fordeling i de kommende år, kan der blive tale om et væsentligt løft for kødproduktionen hos de hjemlige økologer.

I Friland Nyt pointerer adm. direktør i Friland, Claus Hein, at væksten i antallet af dyr naturligvis skal tilpasses afsætningsmulighederne, så selskabet fortsat kan sikre en stærk afregning til landmændene.

Han har gennem de seneste måneder arbejdet med Frilands del af Danish Crown-koncernens strategi "Feeding the future".

"Vi håber, at vi over de kommende år kan øge antallet af dyr til slagtning på alle fire kategorier i Friland. Men det er helt afgørende, at vi fortsat tilbyder høj stabilitet i afregningsprisen, ligesom det er vigtigt for os, at vi ikke har flere dyr, end der er en lønsom efterspørgsel på," siger Claus Hein.

Det er samtidig et væsentligt element i strategien af Friland, at udbetalingen til landmændene kan stabiliseres og gerne øges over de kommende år. Det skal blandt andet ske gennem langsigtede, strategiske kundepartnerskaber.

Mere fokus på klima og bæredygtighed

Samtidig kommer bæredygtighed til at spille en væsentlig rolle i de kommende fem års udvikling af Friland, hvor selskabet frem mod 2026 skal investerer yderligere i arbejdet med klima og bæredygtighed. I den forbindelse bliver samspillet med bedrifterne omkring udvikling af bæredygtighedsplaner for den enkelte bedrift en grundsten.

"Friland skal være en driver inden for bæredygtighed både i forhold til værdi og omdømme for både Friland og hele Danish Crown-koncernen. Det skal ske gennem en øget kontakt og endnu bedre samarbejde mellem Friland og landmændene. Her vil vi arbejde videre med individuel udvikling af bæredygtighedsplaner på gårdene, så landmændene i Friland bliver spydspids på klima, bæredygtighed og biodiversitet," siger Claus Hein, der ser frem til at præsentere en række forskellige bæredygtighedsinitiativer hen over strategiperioden.

Detaljerne i strategien bliver fremlagt på informations- og sommermøder for ejerne på to møder i henholdsvis Middelfart og Horsens

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion