Ny kapital sikrer driften af økologisk mosteri

Bornholms Mosteri blev hårdt ramt af coronakrisen, men tre nye medejere har genskabt egenkapitalen, som nu er på cirka fem mio. kr.

10. august 2020
Læsetid: 1 minutter
Flasker med økologisk cider og most fra Bornholms Mosteri
Bornholms Mosteri er kendt for et bredt sortiment af økologiske drikkevarer, og med fem mio. kr. i egenkapital, ser produktionen ud til at være reddet. Foto: Bornholms Mosteri

Ifølge Bornholms Tidende forsvandt 80-90 procent af omsætningen hos Bornholms Mosteri  i begyndelsen af marts i forbindelse med coronanedlukningen, hvilket fik virksomhedens fremtid til at se usikker ud.

Men nu kan både kunderne og de ansatte på mosteriet ånde lettet op, da August Lund, Filip Lau og Lars Nørby Johansen ifølge avisen har købt sig ind i mosteriet, der ligger på havnen i Rønne. De tre investorer er alle velkendte navne i den bornholmske fødevarebranche, blandt andet i forbindelse med Michelin-restauranten Kadeau.

Den Sociale Kapitalfond er fortsat hovedaktionær med knap 20 procent af aktierne i virksomheden, hvis medarbejdere i vid udstrækning har fysiske eller psykiske skavanker, som gør, at de ikke kan varetage et ordinært arbejde.