Annonce

Annonce

Nærbillede af quinoagryde

Den veganske one pot quinoagryde har en CO2e-udledning på 0,68 kg per person. Alle retterne herunder har en udledning på mellem 0,64 og 1,03 kg CO2e. Foto: WebOpskrifter.dk

Mangler du inspiration til maden? Her er 5 klimavenlige opskrifter

For nylig lancerede tænketanken Concito en klimadatabase over 500 fødevarers klimaaftryk. Med udgangspunkt i disse tal giver vi her fem opskrifter, som tager hensyn til klimaet.

Af Ekstern skribent
10. februar 2021, 09:00
Læsetid: 6 minutter

Med udgangspunkt i en ny klimadatabase fra Concito har Økologisk Nu fået Simon Glue og Mette Lange fra WebOpskrifter.dk til at udvælge fem klimavenlige opskrifter og beregne deres klimaaftryk.

Alle fem retter er beregnet til fire personer og har en klimabelastning på mellem 0,64 og 1,03 kg CO2e pr. person. Til sammenligning ligger en klassisk lasagne med hakket oksekød på ca. 5 kg CO2e pr. person (altså 5-7 gange så meget).

Opskrifterne er:

  • Blomkålsrisotto med kylling

  • Pastafad med grøntsager og bacon

  • Indisk dahl med raita (vegetarisk)

  • Cremet hokkaidosuppe (vegansk)

  • One pot mexicansk quinoagryde (vegansk)

Blomkålsrisotto med kylling

Samlet klimabelastning: 0,93 kg CO2e pr. person.

Blomkålsrisotto med kylling
Blomkålsrisotto med kylling. Foto: WebOpskrifter.dk

Ingredienser

  • 4 peberfrugter
  • 4 rødløg
  • 350 g kyllingeinderfilet
  • 3 spsk olie
  • Salt
  • Peber
  • 3 fed hvidløg
  • 75 g spinat
  • 2 dl fløde
  • 1 hønsebouillonterning
  • 1 1/4 dl vand
  • Saft af 1/2 citron
  • 1 blomkål (mellem størrelse)
  • 1/2 bundt persille
  • 1 bundt frisk basilikum
  • 80 g revet parmesanost

Fremgangsmåde:

Skyl peberfrugterne, og skær dem i små tern. Pil rødløgene, og hak dem helt fint. Sæt grøntsagerne til side.

Drys kyllingeinderfileterne med salt og peber, og steg dem i halvdelen af olien, til de er gennemstegte. Tag kyllingestykkerne op, og sæt dem til side til senere.

Svits peberfrugt og rødløg ved middel varme i den sidste halvdel olie i ca. fem minutter.

Pil hvidløg og pres det over grøntsagerne. Svits det et par minutter.

Hak spinaten og kom den i retten sammen med fløde, hønsebouillonterning, vand og citronsaft. Bring det i kog, og lad sovsen simre, imens blomkål og krydderurter forberedes.

Skyl blomkålen, og riv både stok og top af kålen groft. Hak persille og basilikum fint, og rør det i retten sammen med blomkål og parmesanost. Bland det godt, så det er dækket af sovs. Smag til med salt og peber.

Læg de stegte kyllingeinderfileter ned i blomkålsrisottoen, og lad det simre i fem minutter, til kyllingen er godt varmet igennem, og blomkålsrisene er møre, men stadig har bid.

Pastafad med grøntsager og bacon

Samlet klimabelastning: 1,03 kg CO2e pr. person.

Pastafad med grøntsager og bacon
Pastafad med grøntsager og bacon. Foto: WebOpskrifter.dk

Ingredienser

  • 250 g pasta
  • 250 g bacontern
  • 1 lille broccoli
  • 3 peberfrugter
  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • Salt
  • Peber
  • 1 1/4 dl fløde
  • 75 g koncentreret tomatpuré
  • 800 g hakkede tomater
  • 50 g revet mozzarella

Fremgangsmåde:

Kog pastaen i saltet vand, til den er al dente.

Steg baconternene sprøde, og læg dem på et stykke køkkenrulle, så de kan dryppe af.

Skyl broccoli og peberfrugter. Skær broccolihovedet i små buketter, og skær peberfrugterne i små tern (husk at fjerne kerner og hinder inden). Pil løg og hvidløg, og hak begge dele helt fint.

Kom alle grøntsagerne op i et fad, og tilsæt pasta og bacon. Drys med salt og peber.

Rør fløde, koncentreret tomatpuré og hakkede tomater sammen, og krydr med salt og peber.

Hæld sovsen over grøntsager og pasta i fadet, og bland det godt sammen. Drys toppen med revet mozzarella. 

Kom fadet i ovnen, og bag pastaretten i ca. 20 minutter ved 210 grader.

Indisk dahl med raita (vegetarisk)

Samlet klimabelastning: 0,64 kg CO2e pr. person.

Dahl med raita
Dahl med raita. Foto: WebOpskrifter.dk

Ingredienser

  • 60 g ingefær
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 3 spsk olie til stegning
  • 1 tsk kardemomme
  • 4 tsk stødt koriander
  • 4 tsk spidskommen
  • 4 tsk karry
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 4 tsk koncentreret tomatpuré
  • 500 g hakkede tomater
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 8 dl kogende vand
  • 300 g røde linser
  • Salt
  • Peber
  • 6 spsk naturel yoghurt
  • 1/2 lime

Raita

  • 1 agurk
  • 2 håndfulde frisk koriander
  • 4 dl naturel yoghurt
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 limefrugt
  • 1 tsk spidskommen
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde:

Skræl ingefæren - det er nemmest at skrabe skrællen af med en teske. Hak ingefæren fint. Pil løg og hvidløg, og hak begge dele fint. 

Kom olien i en gryde, og steg ingefær, løg og hvidløg heri ved middelhøj varme, til løgene begynder at blive klare.

Tilsæt kardemomme, koriander, spidskommen, karry, chiliflager og tomatpuré, og svits det et par minutter.

Kom hakkede tomater, bouillonterning og kogende vand i gryden, og rør de røde linser i. Lad retten simre i 30-40 minutter, til linserne er møre.

Smag dahlen til med salt og peber. Tag den af varmen, og tilsæt yoghurt og limesaft.

Raita:

Skyl agurken og flæk den på langs. Skrab de våde kerner ud og kassér dem. Skær agurken i helt fine tern. Skyl koriander og hak det fint. Rør agurk og koriander sammen med yoghurt.

Pres hvidløg og limesaft i dressingen, og tilsæt spidskommen. Smag raitaen til med salt og peber.

Servér dahlen med den friske raita til.

‎‎‎

Cremet hokkaidosuppe (vegansk)

Samlet klimabelastning: 0,70 kg CO2e pr. person.

Ingredienser

  • 1 hokkaidogræskar
  • 2 løg
  • 1 spsk olivenolie
  • 70 g koncentreret tomatpuré
  • 1 l vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1 knivspids knust muskatnød
  • 1/2 tsk chilipulver
  • 1 dåse kokosmælk
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde:

Skær græskarret over på midten, og læg de to halvdele på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 1 time, til græskarkødet er helt mørt.

Skrab kernerne ud af græskarbådene, og kassér dem. Skrab al ”kødet” fra græskarret ud, og sæt det til side.

Pil løgene og hak dem fint. Svits dem i olivenolien i en gryde. Tilsæt koncentreret tomatpuré, og svits det et minuts tid.

Tilsæt vand, grøntsagsbouillon, muskatnød, chilipulver og det bagte græskarkød.

Kog suppen i ca. 20 minutter, og tilsæt herefter kokosmælk. Blend suppen grundigt, til den er helt cremet og uden klumper.

Smag hokkaidosuppen til med salt og peber, og servér den evt. med lidt brød og creme fraiche til.  

‎‎‎

One pot mexicansk quinoagryde (vegansk)

Samlet klimabelastning: 0,68 kg CO2e pr. person.

Hokkaidosuppe med yoghurt og lime
Hokkaidosuppe med yoghurt og lime. Foto: WebOpskrifter.dk

Ingredienser

  • 250 g gulerødder
  • 1 bundt forårsløg
  • 3 peberfrugter
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk olie
  • 40 g tacokrydderi
  • 1 dåse kidneybønner
  • 3 dl quinoa
  • 4 dl grøntsagsbouillon
  • 2 dåser hakkede tomater
  • Salt
  • Peber

Til servering

  • Frisk koriander
  • 1 lime

Fremgangsmåde:

Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Skyl forårsløgene og snit dem tyndt. Gem lidt af den grønne del af forårsløgene til at drysse over retten inden servering.

Skyl peberfrugterne og skær dem i små tern - husk at fjerne hinder og kerner, inden du snitter dem.

Pil hvidløgene og hak dem helt fint.

Svits gulerødder, forårsløg, peberfrugt og hvidløg i olien i 10 minutter ved middel varme. Sørg for at bruge en stor gryde, så alle ingredienserne kan være der.

Kom tacokrydderi i gryden, og svits det sammen med grøntsagerne meget kort.

Hæld væden fra kidneybønnerne, og kom dem i gryden sammen med quinoa, grøntsagsbouillon og hakkede tomater. Bring retten i kog, og lad den simre 25-30 minutter, til quinoaen er færdigkogt. Smag til med salt og peber.

Skyl koriander og drys det over retten sammen med forårsløg. Skær lime i både, og servér til retten.

Find flere klimavenlige opskrifter på WebOpskrifter.dk og få tip til at spise mere klimavenligt.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion