Annonce
Annonce
Anette (t.v.) og Mikael Benzon driver det økologiske landbrug Kirkebogaard syd for Gudhjem. Her sorterer de læggekartofler sammen med gårdens praktikant, Charlotte, og de håber, at Økobornholm kan bidrage til, at flere unge økologer får jord under neglene på Bornholm. Foto: Privat
Grøn forening vil omlægge bornholmsk landbrugsjord til økologi
Bornholms Økojord A/S skal inden årets udgang skaffe mindst tre mio. kr., som skal bruges til at opkøbe landbrugsjord, der skal udlejes til unge økologer, som kan være med til at styrke den lokale fødevareproduktion på Bornholm.
Køb en lille bid af Bornholm, og vær med til at gøre øen lidt grønnere, lyder opfordringen fra de 80 medlemmer i Økobornholm.
Gennem de seneste år er der etableret et par danske fonde, som har til formål at investere i og udleje økologisk landbrugsjord til unge landmænd, som eller ville have vanskeligt ved at få råd til at komme ind i landbruget.
På Bornholm bliver der nu også igangsat et initiativ, som skal gøre det nemmere for nyuddannede landmænd at få fingre i et landbrug, uden at de behøver at have flere mio. kr. på bankbogen.
I dag søsatte den erhvervsdrivende foreningen Økobornholm en kampagne, der skal få folk til at købe aktier i Bornholms Økojord A/S, som er stiftet af Økobornholm med det hovedformål at investere i konventionelt dyrket jord og omlægge det til økologisk produktion.
Det nye initiativ blev offentliggjort ved et pressemøde på Bornholms frilands- og landbrugsmuseum Melstedgaard, hvor foreningens formand, Mads Kissow, satte ord på, hvorfor det er nødvendigt at give en hjælpende hånd, som kan dreje den lokale fødevareproduktion i en grønnere og mere bæredygtig retning.
"Hvis man som ung vil drive landbrug, så skal man optage sig en kæmpe milliongæld. Det har haft de konsekvenser, at vi har set kapitalfonde opkøbe jord. Vi vil gerne vende bøtten på hovedet og sige, landbrugsjord er ikke et spekulationsobjekt. Fødevareproduktion hører til tæt på lokalsamfundet," sagde Mads Kissow til TV2 Bornholm.
Foreningen håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at købe en lille bid af Bornholm, og på den måde bidrage til at gøre øen grønnere. Initiativet har dog flere formål, og noget tyder på, at der er lokal opbakning bag planerne, oplyser Anne Sofie Poulsen til Økologisk Nu. Hun er formand for Dansk Naturfredningsforenings afdeling på Bornholm og har påtaget sig rollen som ulønnet direktør for selskabet Bornholms Økojord A/S.
"Vi vil gerne være med til at løse nogle af de tunge dagsordner omkring klimaet, biodiversitet og generationsskifte, og det vil vi gerne gøre på en måde, så vi skaber mere liv i landdistrikterne," siger Anne Sofie Poulsen.
Det skal konkret ske ved at tiltrække unge landmænd, som er interesseret i at dyrke jorden efter de økologiske principper, og som kan se perspektiver i at forarbejde deres egne råvarer.
Vi har allerede i dag modtaget de første henvendelser fra folk, som er interesserede, og der er allerede fire, der har tegnet sig for aktier, så vi nærmer os de første 100.000 kr. i aktietegning allerede efter nogle få timer. Det er fantastisk.
— Anne Sofie Poulsen, Bornholms Økojord A/S
"Ved at gå fra bulkproduktion til en højere forædlingsgrad, kan vi beholde en større del af værdikæden på Bornholm," siger direktøren.
Hun oplyser, at Økobornholm i den forbindelse ser det som en af sine vigtige opgaver at skabe netværk omkring de nye iværksættere, så de bliver integreret i lokalsamfundet og kommer tæt på de kunder, som skal købe deres varer.
"Vi vil også gerne støtte dem med noget af deres administrative arbejde, og hvis vi får råd til det, håber vi at kunne etablere fælles produktionsfaciliteter," siger Anne Sofie Poulsen.
Går alt efter planen, kan Bornholms Økojord A/S foretage det første jordopkøb i 2021, og det vil ske i tæt samarbejde med de forpagtere, som skal dyrke jorden.
"Vi kan se, at det kan betyde rigtig meget for naturen herovre, hvis vi får omlagt noget mere af øen til økologi, og vi håber, at vi har muskler til at løfte hele det her område," siger Anne Sofie Poulsen.
Det Bornholmske initiativ er en udløber af projektet Det Samfundsnyttige Landbrug, som Økologiske Landsforening gennemførte for få år siden, og medlemmer fra Økobornholm har både været i dialog med ØL, fondene Samsø Økojord og Danmarks Økologiske Jordbrugsfond samt Kalø Økologiske Landbrugsskole for at skrue det helt rigtige projekt sammen.
"Vi har allerede i dag modtaget de første henvendelser fra folk, som er interesserede, og der er allerede fire, der har tegnet sig for aktier, så vi nærmer os de første 100.000 kr. i aktietegning allerede efter nogle få timer. Det er fantastisk," siger Anne Sofie Poulsen.
En aktie koster 1000 kr., og mindstekøbet er ti
aktier. Har man ikke råd eller lyst til at investere i aktier, er det også
muligt at støtte initiativet ved at donere et mindre beløb via foreningens
hjemmeside. Tegningsperioden for aktierne løber frem til årets udgang, og
lykkes det ikke at skaffe mindst tre mio. kr., får folk deres penge tilbage. Lige nu skal pengestrømmen helst gå den anden vej.
”Vi opfordrer alle bornholmere, fritidsbornholmere, turister og fans af Bornholm og et jordbrug med fremtid til at støtte projektet, fortælle det til venner og bekendte – og selvfølgelig til at købe en aktie! Sammen fremtidssikrer vi en lille del af verden - nemlig lokalsamfundet på Bornholm,” lyder opfordring fra formand Mads Kissow.
Han kan glæde sig over, at budskabet er nået ud over den danske grænse, idet en tysk turist har forhørt sig om muligheden for at købe en aktie.
Flere artikler fra samme sektion
Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil
Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.