Friland: Markedet for økologisk oksekød er ramt af den perfekte storm
Danish Crowns datterselskab oplever et voldsomt pres på råvaremarkedet i Europa – både i forhold til økologisk grisekød og oksekød.
Året 2025 har ikke været det nemmeste for de økologiske kødproducenter, og ifølge Friland-direktør Svend Schou Borch har markedet for økologisk kvæg været under et stort pres siden august måned. Det skyldes især, at oksekødsmarkedet generelt er præget af en fortsat kamp om råvarerne efter en længere periode med et faldende antal kreaturer i Europa – en tendens, der også gælder for økologisk kvæg, oplyser adm. direktør Svend Schou Borch i en markedsopdatering fra Friland.
Tilgangen af økologisk oksekød bliver begrænset af den faldende økologiske mælkeproduktion, som gennem de seneste 18 måneder har resulteret i et kontinuerligt fald i råvaretilgangen hos Friland.
”Vi står lidt karikeret udtrykt midt i den perfekte storm: Faldende leverancer af kvæg, kontinuerligt fald i antal slagtninger siden 2024, delisting af hakkekød i en større discountkæde samt højere noteringsstigninger, der presser indtjeningen,” skriver direktøren.
Den aktuelle markedssituation kræver, at der fortsat vil være behov for løbende tilpasning af afregningen.
Den aktuelle markedssituation, drevet af blandt andet ASF, vil naturligvis fortsat præge markedet i første halvdel af 2026. Hos Friland er vi dog behersket optimistiske og forventer at komme fornuftigt igennem perioden.
Det skyldes ikke mindst en forventning om en øget tilgang af kvæg i 2026, som vil stabilisere råvaresituationen.
God slutspurt for grisene
På grisesiden har moderselskabet Danish Crown haft meget svære markedsforhold på det konventionelle marked. Et overudbud og udbruddet af afrikansk svinepest i Spanien har presset priserne i bund i Europa. ”Konkurrencen er benhård, og december har budt på store prisfald og et markant pres på noteringerne i både Danmark og Tyskland. Denne udvikling påvirker også i stor udstrækning det økologiske segment, da prisgabet mellem økologi og konventionelt bliver for stort, og efterspørgslen derfor svækkes”, skriver Svend Schou Borch, som bliver mødt af et pres fra indkøberne, som ønsker lavere priser.
2025 sluttede dog godt med et flot julesalg i Danmark, hvor Friland kunne notere vækst på både volumen og omsætning. Salgsfremgangen var særligt drevet af Rema 1000 og Nemlig.com.
”Generelt har vi set en stærk vækst i Danmark i 4. kvartal 2025,” siger Svend Schou Borch.
Samlet set har julesalget på hjemmemarkedet givet en omsætningsstigning, oplyser direktøren, som også glæder sig over, at antallet af slagtedyr er steget med 4 pct. i forhold til samme periode sidste år.
De kommende måneder har Friland fokus på at komme bedst muligt gennem vintermånederne, hvor efterspørgslen på økologisk grisekød traditionelt er behersket.
Til gengæld forventer selskabet en ’ganske markant’ vækst i eksporten af grisekød til USA i 2026.