Annonce

Annonce

Billed af retter fra Frilands opskriftshæfte

Frilands opskriftshæfte bliver i første omgang målrettet kunderne i Dagrofa-kæderne, Rema 1000 og Nemlig.com og events som Økodag og Sofari. Foto: Friland

Friland giver en håndsrækning til måltider i bedre balance

Landets største producent af økologisk kød har hyret kokken Mikkel Marshall til at lave en opskriftserie, hvor årstidens grøntsager spiller førsteviolin.

Med et nyt opskrifthæfte vil Friland inspirere forbrugerne til at fokusere mere på årstidens grøntsager, mens kødet i højere grad får karakter af tilbehør til det grønne på tallerkenen.

Hæftet som er udviklet i samarbejde med kokken Mikkel Marschall er ifølge Maria Bast, marketing manager hos Friland, et af de mange små skridt, som skal hjælpe med at spore forbrugerne ind på en mere grøn livsstil efter parolen: ’Mere grønt og mindre men bedre kød’.

Men hun erkender samtidig, at når man som Friland er sat i verden for at sikre andelshaverne den bedst mulige afregning for deres kød, kan det være vanskeligt at finde ud af, hvordan man skal agere, når nye madpyramider, tænketanke og klimaeksperter verden over kategoriserer kødet som en af de største klimasyndere.

Jeg synes, at det er megafedt og modigt, at en kødkoncern som Friland vælger at sætte grøntsagerne i fokus. For få år siden havde det været omvendt.

— Mikkel Marschall

»Der er ingen tvivl om, at de store skridt i retning af en mere klimavenlig produktion skal tages i primærproduktionen ude hos vores andelshavere, men jeg synes, at vores opskriftshæfte sender et godt signal om, at vi skal spise flere grøntsager,« siger Maria Bast.

Det samme mener kokken Mikkel Marschall, som har brugt en lille måneds tid på at udvikle de 16 opskrifter, der alle tager afsæt i årstidens grøntsager.

Kokken: Modigt af Friland

»Jeg synes, at det er megafedt og modigt, at en kødkoncern som Friland vælger at sætte grøntsagerne i fokus. For få år siden havde det været omvendt,« siger Mikkel Marschall, som selv voksede op i et bornholmsk hjem, hvor madlavningen var centreret omkring kødet.

»Hvis vi fik grøntsager, var det kartofler,« griner den 34-årige kok.

Mikkel Marschall synes det er modigt af Friland at hyre ham til at lave et opskriftshæfte, hvor grøntsagerne spiller førsteviolin
Mikkel Marschall synes det er modigt af Friland at hyre ham til at lave et opskriftshæfte, hvor grøntsagerne spiller førsteviolin. Privat foto

I dag bor han på Nørrebro, og sammen med broderen Mads Marschall er han nok mest kendt for at afholde den årlige kokkekonkurrence ’Sol over Gudhjem’, hvor der er stort fokus på kvalitet og brug af lokale varer.

Vi skal spise flere grøntsager, og vi må håbe, at de lidt større klimaperspektiver får forbrugerne til at forstå det, for i sidste ende er det dem, som bestemmer.

— Maria Bast

Det fokus går igen i de hverdagsopskrifter, som han har lavet for Friland, hvor han forsøger at bruge flest muligt danske råvarer.

»I den verden, jeg færdes i, er grøntsagerne omdrejningspunkt, så for mig giver det god mening at udvikle opskrifter med årstidens grøntsager og bælgfrugter, hvor kødet ikke behøver at spille førsteviolin,« siger Mikkel Marschall, hvis forkærlighed for bagte grøntsager er tydelig i flere af retterne.

Friland søger en ny balance

Ifølge Maria Bast arbejder Friland ud fra en overskrift, som hedder ’Måltid i balance’. Det handler ikke om en fremtid helt uden kød, men er udtryk for en erkendelse af, at det ikke er en farbar vej for kødproducenterne at overhøre de kraftige signaler om behovet for en grønnere kurs i fødevareproduktionen.

»Vi skal spise flere grøntsager, og vi må håbe, at de lidt større klimaperspektiver får forbrugerne til at forstå det, for i sidste ende er det dem, som bestemmer,« siger hun.

Af samme grund er der ifølge Mikkel Marshall blevet skruet lidt ned for kødmængderne i flere af opskrifterne og Friland foreslår, at man evt. kan dele detailudskæringer i mindre stykker, så en pakke kød giver mad til flere.

»Vi mener stadig, at det er O.K. at spise kød. Det skal bare være det rigtige kød, og vi vil gerne vejlede kunderne i at spise mindre kød. For os handler det i den forbindelse om at få forbrugerne til at trade op til dansk kød og helst økologik på bekostning af konventionelle og udenlandske varer,« siger Maria Bast.

Vi skal finde vores egen vej

Friland har tidligere lanceret burgerbøffer, hvor der var tilsat rodfrugter, men da nyhedens interesse klingede af, faldt salget tilsvarende, og de er ikke længere i produktion. Ifølge Maria Bast viser erfaringerne, at de økologiske kunder helst vil lave deres mad fra bunden, og de foretrækker den rene vare – også når det gælder kød. Derfor har Friland ingen aktuelle planer om at lancere nye blandingsprodukter eller plantefars, så der er behov for andre tiltag til at reducere selskabets klimabelastning.

»Andre har valgt klimakompensationsvejen, og vi skal ud at finde den vej, som vi skal gå, men det er vigtigt, at vi har den helt rigtige agenda,« siger Maria Bast.

Flere mejerier har lanceret deres egne økologiske plantedrikke, men for en slagterikoncern, hvor hele produktionsapparatet er lagt an på salg af kød, er det en stor udfordring på den korte bane at gøre produktionen mere klimavenlig, erkender Maria Bast, men understreger at rigtig mange leverandører allerede gør et stort arbejde i forhold til foderoptimering, grøn energi på bedriften, biogasanlæg og meget andet.

Hun lægger dog ikke skjul på, at ingen i koncernen endnu kender alle de mange små og endnu flere store skridt, som de økologiske kødproducenter skal tage på rejsen mod at indfri moderkoncernen Danish Crowns overordnede ambition om at have en klimaneutral produktion i 2050. Men hun oplever, at forbrugerne generelt er blevet mere interesserede i dyrevelfærd, natur og biodiversitet, og hvis det får flere til at købe økologisk kød, vil det i sig selv mindske klimaaftrykket, da pakningsstørrelserne er mindre end de konventionelle.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion