Freshland efterlod milliongæld i Danmark

De simple kreditorer skal næppe forvente at få penge fra konkursboet efter Freshland, som har flyttet alle aktiviteter til det nyoprettede søsterselskab Freshly Nordic i Portugal.

16. marts 2022
Læsetid: 2 minutter
Mathilde Jakobsen i drivhus med modne meloner
I kølvandet på konkursen ser det ud til at Mathilde Jacobsen og Freshland efterlader en større millionregning til den danske stat. Foto: Fresh Land

Det bliver formentlig de danske skatteydere og de økologiske producenter, som har penge til gode, der kommer til at hænge på regningen efter det konkursramte grøntkasseselskab Freshland. I ugerne inden virksomhedens stiftere begærede selskabet konkurs, flyttede de aktiviteterne til det nyoprettede selskab Freshly Nordic med base i Portugal.

FødevareWatch har har søgt aktindsigt i konkursbegæringen, hvoraf det fremgår, at selskabet efterlader statsgæld i form af både coronalån og momsgæld, der vurderes at være i ”millionklassen”, og kurator Nicolai Dyhr forventer ikke, at der bliver penge til de producenter, som har penge til gode.

”Der er lønmodtagerkrav af ganske betydelig størrelse, og de er dækningsberettigede forud for de almindelige kreditorers krav. Som det ser ud lige nu - og hvis jeg skal være realistisk - er det meget tvivlsomt, om der i konkursboet bliver dækning i et niveau, hvor der bliver penge til de simple kreditorer,” siger Nicolai Dyhr til FødevareWatch.

I månederne op til konkursbegæringen havde dagbladet Børsen i flere artikler beskrevet, hvordan flere medarbejdere havde forladt Freshland, fordi de var utilfredse med arbejdsforholdene. Børsen kunne også fortælle, at selskabet havde brugt misvisende klimatal, men det har ikke været muligt for Økologisk Nu at få en kommentar fra Freshlands stifter og adm. direktør Mathilde Jakobsen om den gælde selskabet efterlader i Danmark.

Hun har tidligere forklarer på Freshlands hjemmeside, at hun ikke kunne genkende kritikken og at coronapandemien sammen med presseomtalen var medvirkende årsager til konkursen.