Annonce
Annonce
Det gav anledning til en livlig diskussion om gamle kornsorter, nyhøstede, danske asparges og andre lækkerier, da køkkenchefer fra fem ISS-kantiner bidrog med hver deres ret til en økologisk langbordsfrokost under åben himmel, som blev dagens kulinariske midtpunkt, da Økologisk Landsforening afholdt sit eget event i forbindelse med Øko-markdag. Raisfoto
Et besøg i marken gav ny viden og inspiration til storytelling for både køkkener og kæder
Køkkenchefer fra fem ISS-kantiner bidrog med hver deres ret til en økologisk langbordsfrokost under åben himmel, som blev et af dagens højdepunkter, da Økologisk Landsforening afholdt sit eget event i forbindelse med Øko-markdag.
Det var både tilfredse og mætte deltagere, som onsdag tog hjem fra Økologisk Landsforenings event på Øko-markdag, hvor foreningen havde besøg af knap 100 repræsentanter fra foodservice og dagligvaresektoren.
Det var markerne hos den økologiske landmand Henrik Jessen i Almind ved Kolding, som dannede rammen om den anden udgave af Øko-markdag. Det første år var arrangementet primært målrettet aktørerne i det økologiske landbrug, men som noget nyt havde Økologisk Landsforening i år inviteret repræsentanter fra både detailhandlen og foodservicebranchen til at deltage på dagen, hvor de fik mulighed for at møde økologerne på landmandens hjemmebane.
Hovedparten af de godt 800 gæster var dog landmænd, som flokkedes om demonstrationer af nye maskiner eller gik på jagt efter nye frø- og gødningsprodukter hos udstillerne, mens ØL’s gæster mødtes til udendørs morgenmad ved et kæmpe langbord på en mark i udkanten af udstillingsområdet.
Herfra blev gæsterne sendt ud til seks poster i det naturskønne område omkring værtsgården, hvor ansatte fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug stod klar med oplæg om emner som biodiversitet, skovlandbrug, regenerativt landbrug, klima og kornsorternes betydning.
Det mix faldt i god jord hos John Vedsted, som er salgschef for godt en snes af Spar-kædens selvstændige butikker i Jylland. Han havde netop tilmeldt sig Øko-markdag for at hente inspiration og få en større viden om den økologiske produktionsform.
”Det var en meget interessant dag – både for mig personligt og i forhold til vores købmænd. Vi har ikke en ret høj markedsandel på økologi i Spar-kæden, men det er min opgave at være med inspirere købmændene til at udvikle deres sortiment, så nu skal jeg hjem og formidle den nye viden videre til butikkerne,” sagde han og tilføjede:
”Faktisk burde vores købmænd selv have deltaget.”
Spar skaber mere plads til frugt og grønt
Besøget i marken har givet John Vedsted en større forståelse for både økologisk landbrug og de økologiske forbrugere.
”Jeg er også blevet klogere på, hvorfor det er vigtigt for biodiversiteten, at vi driver landbrug, som er mere i pagt med naturen, og jeg synes, at dagen har givet en god viden, som vi kan bruge i vores storytelling om økologi.”
Det kan han måske snart få brug for, da han oplyser, at Spar som det første punkt i en ny konceptudviklingsplan planlægger at øge butikkernes areal med frugt og grønt, hvilket også kan betyde et øget sortimentet af økologiske varer i grøntafdelingen.
Godt med jord under neglene
I forrige uge deltog Maibritt Braukmann, projektleder for CSR-indkøb hos Lidl, i Madens Folkemøde på Lolland, og hun oplever, at det ofte er nemmere at huske den viden, som man bogstavelig talt får serveret ude i marken, hvor alle sanser er i brug og man har mulighed for at få lidt jord under neglene. Derfor havde hun også taget turen fra Aarhus til Almind, og det fortrød hun ikke.
”Det har været en fed og inspirerende dag, hvor vi både har fået noget lækkert økologisk mad og er blevet klogere på klima og biodiversitet og hvorfor det er vigtigt for naturen at dyrke landbrug uden brug af sprøjtemidler,” sagde Maibritt Braukmann, og fortsatte:
”Økologi er et vigtigt fokusområde for os, og nu bliver det min fornemmeste opgave at formidler vores oplevelser videre til resten af organisationen.”
Travle køkkenchefer fra ISS
Mens deltagerne var ude på formiddagens faglige rute, arbejdede et rutineret kokketeam i køkkenteltet, hvor køkkenchefer fra fem danske ISS-kantiner kreerede hver deres bud på en spændende frokostret, som indgik i en fem-retters langbordfrokost under åben himmel.
Udviklingschef Morten Hassing fra ISS var taget med til Jylland, og han fortalte, at det gik lynhurtigt med at samle et hold, da Økologisk landsforening spurgte, om ISS havde lyst til at stå for maden til Øko-markdag.
”Vi driver ca. 180 kantiner i Danmark, hvoraf tæt på halvdelen har Det Økologiske Spisemærke i enten bronze, sølv eller guld. Spisemærket er en nem måde at kommunikere, at vi bruger økologiske råvarer, og de kokke, som er med i dag, er ildsjæle, som er vant til at arbejde med økologiske råvarer,” sagde udviklingschefen, som pointerede, at en god madoplevelse handler om mere end at gøre folk mætte.
”Derfor vil vi gerne som kantinekæde være med til at præge udviklingen i en mere klimavenlig og økologisk retning.
Vi kan gøre en stor forskel
Den melding glæder Mona Carøe, som er forperson for udvalget for professionelle køkkener i Økologisk Landsforening. Hun leder køkkenet på Regionshospitalet Randers, hvor de økologiske råvarer udgør over 90 pct. Hun havde taget seks medarbejdere med til Øko-markdag, hvor hun havde rig lejlighed til at netværke med ansatte fra andre køkkener.
”Alle er utrolig tilfredse. Vi har fået en masse faglig viden og noget fantastisk mad, og det er så vigtigt, at de ansatte i de økologiske køkkener er opdateret om, hvorfor vi arbejder med økologi. Det har bare så stor betydning at vide, at vi faktisk kan gøre en kæmpe forskel for den grønne omstilling ude i køkkenerne,” sagde Mona Carøe.
Artiklen er skrevet i et projekt, som er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer
De står bag Øko-markdag
-
Øko-markdag blev i år gennemført for anden gang. Dagen er arrangeret af: Landbrug & Fødevarer Økologi, Økologisk Landsforening, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, ØkologiRådgivning Danmark, Velas, VKST, Syddansk Økologi, AgriNord og Icrofs.
-
Øko-markdag er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug og Den Europæiske Union, NextGenerationEU.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.