Naturmælks nye delemælk giver både gladere kalve og medarbejdere

Kunderne har taget godt imod Naturmælks nye mælkekoncept, ”Delemælk”, som er baseret på mælk, hvor koen går sammen med sin kalv i 10-14 dage, inden ammetanterne tager over.

10. april 2026
Læsetid: 5 minutter
Kalve og køer sammen på mark på Kroghsminde
Kalvene går sammen med moderkoen eller såkaldte ammetanter i minst tre måneder, hvilket er med til at løfte dyrevelfærden, oplyser Naturmælk. Foto: Naturmælk

Thise Mejeri har i nogle år solgt såkaldt Ad Libitum mælk, fra gårde, hvor kalvene går sammen med en moder-ko eller en ammetante, fra de er nyfødte, og til de er minimum 3 måneder gamle. Nu har Naturmælk lanceret et lignende koncept, og både kalvene og kunderne tager godt imod.

«Delemælk – kalvene drikker først og deler resten med dig».
Sådan præsenterer Naturmælk mejeriets nye økologiske delemælk med 0,4 pct. fedt. Den består af mælk fra køer, hvor ko og kalv går sammen i mindst 10 dage, før ammetanter overtager ansvaret for at levere alt den mælk, som kalvene kan drikke de næste tre-fire måneder.

Delemælken giver både gladere kalve og medarbejdere.

— Jens Krogh, formand for Naturmælk

Det sønderjyske mejeri lancerede for få uger siden den nye mælketype i to indpakninger. En Øllingegaard-mælk, som kan købes i Dagrofa-kæderne Meny og Spar, mens mælken i Naturmælks egne kartoner er i fast sortiment hos onlinesupermarkedet Nemlig.com.

Delemælken er desuden bredt tilgængelig hos landets foodservicegrossister, og ifølge Nelly Riggelsen, salgs- og marketingchef hos Naturmælk, har kunderne taget godt imod delemælken, som i butikkerne koster ca. en kr. mere end mejeriets almindelige økologiske minimælk.

Delemælken bliver i første omgang lanceret med 0,4 pct fedt, men efter planen kommer der en federe variant i handlen efter sommerferien, oplyser Naturmælk
Delemælken bliver i første omgang lanceret med 0,4 pct fedt, men efter planen kommer der en federe variant i handlen efter sommerferien, oplyser Naturmælk. Foto: Naturmælk

Et sympatisk initiativ

”Vi har fået positiv respons fra kunderne. De synes, at lanceringen af delemælken er et sympatisk initiativ, så vi har grund til at være tilfredse med modtagelsen,” siger Nelly Riggelsen.

Hun oplever, at det nye koncept taler ind i en voksende trend blandt de danske forbrugere, og derfor planlægger Naturmælk efter sommerferien at udbygge delemælkskategorien med en variant med 4 pct. fedt.

”Når vi taler fremtidens landbrug, oplever vi, at forbrugerne begynder at kigge mere i retning af øget dyrevelfærd,” siger hun på bagkant af den offentlige debat om dyrevelfærden i landets konventionelle grisestalde, som fyldte en del forud for valget til Folketinget.

Delemælken starter som gårdmælk

”Den enkelte landmand får ingen økonomisk belønning for at levere delemælk. De arbejder med ko-kalv-koncepterne ud fra dyreetiske betragtninger, da de mener, at det er den rigtige måde at producere mælk på,” siger Nelly Riggelsen.

Som landmand er det en både spændende, nyskabende og meget sjovere måde at passe kalve på. Men det kræver meget mere plads i stalden, når ko og kalv skal gå sammen, og vi har brugt et par år på at indrette stalden.

— Jens Krogh, mejeriformand og delemælksproducent, Naturmælk

På kartonerne fortæller mejeriet, at delemælken bliver leveret fra gårde, der deler mælken mellem kalvene og mejeriets kunder. I første omgang er det dog kun de 225 køer på landbruget Kroghsminde, der ligger ved Ølgod, der producerer delemælken. Det bliver drevet af Naturmælks formand Jens Krogh sammen med hustruen Lisbeth og sønnen Andreas Krogh, der er henholdsvis 7. og 8. generation på gården. Deres årlige produktion på et par mio. kg mælk er indtil videre nok til at dække råvarebehovet, men flere andelshavere står på spring.

”Vi har flere leverandører, som praktiserer forskellige ko-kalv-koncepter, og tanken er, at vi skal udvide med flere gårde, som arbejder efter nogle fælles regler, men nu starter vi med Jens Krogh, som har arbejdet med ko-kalv-konceptet i et par år,” siger Nelly Riggelsen.

Ingen kan konkurrere med koen

Ifølge Jens Krogh er delemælk et stort skridt i den rigtige retning, for som han siger:

"Der er ingen, Dr er bedre til at passe kalven end koen."

Han nyder selv at se ko og kalv gå sammen i folden, hvor koen allerede efter få dage lærer sin kalv at æde hø.

”Som landmand er det en både spændende, nyskabende og meget sjovere måde at passe kalve på. Men det kræver meget mere plads i stalden, når ko og kalv skal gå sammen, og vi har brugt et par år på at indrette stalden,” siger Jens Krogh, som udnyttede torsdagens solskinsvejr i marken, hvor han såede havre, som er en af køernes livretter.

Normalt bliver de fleste kalve anbragt i kalvebokse, hvor det er nemt for landmanden at følge med i, hvor meget foder de æder. Det er lidt vanskeligere, når ko og kalv går sammen i en fælles fold, og det stiller ekstra krav til landmanden.

”Når man laver delemælk, skal man være indstillet på at se kalven i øjnene hver dag, så man sikrer sig, at den får nok at spise og er sund og rask,” siger mejeriformanden, som ikke er i tvivl:

”Delemælken giver både gladere kalve og medarbejdere.”

Du kan besøge Kroghsminde og de øvrige 38 gårde, som deltager i Økodag på søndag. Book din billet her