Annonce

Annonce

Nye tal: Danmark er fortsat økologisk verdensmester, men forspringet er skrumpet markant

Der stadig ingen lande i verden, som kan matche andelen af økologi i danskernes indkøbskurv. Det viser ny rapport fra FiBL og IFOAM. Men det er tæt løb i toppen, og vi er nu kun få promiller fra at blive overhalet.

11. februar 2025
Læsetid: 3 minutter
Ung kvinde køber ind i grøntafdeling i supermarked

Ingen lande kan matche økologiandelen i dansk dagligvareandel, men flere lande snapper Danmark i haserne, viser årsrapporten fra FiBL/IFOAM. Foto: Moment Studio. Foto: Moment Studio

NÜRNBERG

Det er ikke kun i herrehåndbold, at Danmark gennem mange år har forsvaret en dominerende position i toppen af verdenseliten. Danmark er også en førende nation på den økologiske banehalvdel. For selv om økologiandelen i danskernes dagligvareindkøb i 2023 faldt fra 12 pct. til 11,8 pct., viser nye tal, at danskerne igen har forsvaret sin førerposition som verdens mest økologiglade folkefærd.

Det stod klart, da den økologiske paraplyorganisation IFOAM og det schweiziske forskningsinstitut for økologisk landbrug FiBl tirsdag offentliggjorde den årlige statistik over udviklingen på det globale marked for økologi, rapporten ’The World of Organic Agriculture - Statistics and Emerging Trends 2025'.

2025-udgaven af den årlige udgivelse er i år baseret på 2023-data fra hele verden. De viser, at de danske udstillere kan glæde sig over et lukrativt hjemmemarked, hvor borgerne i gennemsnit bruger mere end hver tiende krone i madbudgettet på økologiske produkter.

Danmark har fortsat den højeste økologiandel i forbruget
Danmark har fortsat den højeste økologiandel i forbruget. Kilde: FiBL-AMI, 2025

”Selv om vi har oplevet, at økologien har været presset i Danmark de seneste par år, kan vi med glæde konstatere, at der nu igen er en vækst i forbruget. Samtidig kan vi kun være stolte over, at Danmark i mange år har været et foregangsland, som har inspireret andre til at købe mere økologi. Det betyder, at der er andre lande, som nærmer sig den samme økologiandel, som vi har. Det må være udtryk for, at økologien er den rigtige vej fremad,” siger Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening

Schweiz rykker på økologi

Økologiforbruget per indbygger er højest i Schweiz. Her er Danmark på andenpladsen
Økologiforbruget per indbygger er højest i Schweiz. Her er Danmark på andenpladsen. Kilde: FiBL-AMI, 2025

Kigger man derimod på, hvem der bruger flest penge på økologiske fødevarer, er rollerne byttet om. Her ligger Schweizerne i top med et gennemsnitligt årligt forbrug på næsten 3.500 kr., men de tilbudsglade danskere på andenpladsen kun brugte 2.700 kr. Til sammenligning lå gennemsnitsforbruget for en EU-borger på 492 kr.

Den nye rapport viser også, at økologien på globalt plan havde en stabil vækst i 2023, hvor der både var vækst i det økologiske landbrugs areal og det globale marked, og siden er det økologiske salg vokset yderligere.

”Rapporten er baseret på tal fra 2023. Vi ved, at salget af økologi ser helt anderledes ud, når 2024 bliver gjort op. Vi kan allerede nu se, at stigningen i salget i forhold til 2023 ligger på omkring syv pct.,” siger Dennis Hvam.

Kort om rapporten

De mange data og analyser i den 350 sider lange rapport ’The World of Organic Agriculture - Statistics and Emerging Trends 2025’ er udgivet af paraplyorganisationen IFOAM – Organics International og det schweiziske forskningsinstitut for økologisk landbrug, FiBl, som har indsamlet data fra 188 lande og flere end 200 eksperter.

Rapporten, som i år bliver udgivet for 26. gang, er den mest omfattende opgørelse over den globale produktion og markedet for økologiske føde- og drikkevarer, og igen i år vidner de mange statistikker om fortsat samlet fremgang for økologien på globalt plan.

Find rapporten her

Flere artikler fra samme sektion

De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine

Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.

16-04-2025 6 minutter Mere grønt,   Grøntsager,   Det Økologiske Spisemærke

Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter

Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.

16-04-2025 4 minutter Mere grønt,   Grøntsager

Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere

Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.

15-04-2025 3 minutter Events