Fremtidens skove kan blive et gigantisk spisekammer for bierne

I forbindelse med Biernes Dag, lancerer Danmarks Biavlerforening en ny hjemmeside, som viser, hvilke træer, som bierne foretrækker.

20. maj 2025
Læsetid: 3 minutter
Honningbi på en tidselblomst
Når Danmark i de kommende år skal plante store arealer med skove, skal vi huske at skabe gode leve- og spisesteder for bierne, lyder opfordringen fra Danmarks Biavlerforening. Foto: Colourbox

Planerne for at plante en milliard træer frem mod 2045 er i gang med at tage form. I den anledning – og i lyset af Biernes Dag den 20. maj – opfordrer Danmarks Biavlerforening til, at vi ikke glemmer bierne og de andre bestøvende insekter, når træarterne udvælges. For træerne kan blive et gigantisk spisekammer for bierne, men også for fugle og andre dyr, når biernes bestøvning øger træernes sætning af flere frø, bær og frugter.

Ny hjemmeside guider til biernes træer

  • På Danmarks Biavlerforenings nye hjemmeside www.træertilbier.dk kan alle, der vil gøre en forskel, finde viden og praktiske redskaber. Her finder man lister over træer og buske, som er særligt værdifulde for bierne, og man kan læse mere om samspillet mellem træer og bier, og hvordan det har formet vores natur gennem tiden.

Når man går rundt i sin egen have eller ude i naturen efterladerne biernes summen ingen tvivl om, hvilke træer og buske, der er biernes favoritter, men det kan være vanskeligt at huske, når man planlægger at anlægge en ny skov eller have. For at gøre det nemt for alle at bidrage, lancerer Danmarks Biavlerforening nu en ny hjemmeside: www.biavl.dk/traeertilbier, hvor borgere, virksomheder og kommuner kan finde konkret inspiration til, hvordan man planter til gavn for bierne.

»I de kommende år undergår Danmark en gigantisk omlægning, hvor skovarealet bliver udvidet betydeligt. En del af de nye skove kan udgøres af naturlig opvækst af træer, men i de tilfælde, hvor der skal plantes nye træer, bør der tages hensyn til, at der vælges træarter som gavner bierne,« siger Torben Strømgaard Hansen, formand for Danmarks Biavlerforening i en pressemeddelelse.

Træer og bier – et gammelt makkerpar

Træer og buske har i årtusinder spillet en central rolle for bier og andre insekter. Siden sidste istid har skovene været spisekammer og bolig for mange arter af bier. Her kan bierne både finde læ, redesteder og føde i form af pollen og nektar. Til gengæld sørger bierne for, at træerne bestøves og dermed kan sætte frø, bær og nødder, som bliver føde for fugle, pattedyr og insekter. Træer og buske er med andre ord uundværlige for biernes livscyklus – og bierne for træernes.

Omkring en tredjedel af træer og buske bestøves af vinden, mens en stor del kræver hjælp fra insekter – særligt bier. Forskning viser, at når flere arter af bier arbejder sammen, bliver bestøvningen bedre, og planterne sætter flere frø og frugter. På den måde bliver både bierne, dyrelivet og naturens mangfoldighed styrket.

Men det er ikke kun i skovene, at træer og buske kan gøre en forskel. I byernes parker, i haver, langs veje, i markskel og i grønne byrum kan vi alle bidrage ved at plante træer og buske, der gavmildt leverer nektar og pollen. Ved at vælge de rigtige arter – som f.eks. pil, kirsebær, lind, røn, tjørn og æble – sikrer vi, at mange arter af bier får adgang til livsnødvendige ressourcer i årets forskellige sæsoner.