Coop: Nulmoms på frugt og grønt er mere populært end kongehuset
Mens der internt i regeringen fortsat er uenighed om en fælles linje i forhold til den varslede momsnedsættelse på fødevarer, pointerer Coop i en kronik i Altinget, at den optimale model næsten giver sig selv. Det mener Økologisk Landsforening også.
Regeringspartiet Venstre har længe advokeret for en generel nedsættelse af momsen på alle fødevarer, og senest har statsminister Mette Frederiksen (S) oplyst, at Socialdemokratiet også kigger mest i den retning, når det handler om at sikre billigere fødevarer til danskerne.
Derimod fastholder regeringspartnerne i Moderaterne i et fælles debatindlæg med Lidl og Kræftens Bekæmpelse i Jyllands-Posten, at der er flere perspektiver i at sænke moms på frugt og grønt, frem for at Danmark for anden gang på kort tid sænke prisen på labre larver.
"Når vi skal vælge imellem enten at gøre alle fødevarer lidt billigere eller helt fjerne momsen på frugt og grønt, så står vi over for et grundlæggende valg: en minimal rabat eller et målrettet sundhedsløft," hedder det i debatoplægget.
Moderaterne, Lidl og Kræftens Bekæmpelse mener, at momsværktøjet bør bruges mere præcist og fornuftigt for at fremme folkesundheden i et land, hvor kun 55 pct. af borgerne spiser grøntsager hver dag.
Coop og kunderne er enige
Coop er også med i koret af fortaler for at barbere momsen på frugt og grønt. Det sker i et debatindlæg i Altinget Fødevarer under overskriften: "Når et forslag har større folkelig opbakning end kongehuset, burde det ikke være politisk kontroversielt". Heri advarer Rasmus Willig, formand for Coop amba og Annette Jorn, direktør i Coop amba i et fælles indlæg mod at smøre en momsnedsættelse ud i et tyndt lag over alle fødevarer.
Siden 2018 har Coop Analyse løbende spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, om momsen på frugt og grønt bør sænkes i Danmark. Hele 86 pct. var i 2025 helt eller overvejende enige i, at det er en god idé.
"Det er et sundhedspolitisk og klimapolitisk signal, som er svært at misforstå," skriver Rasmus Willig og Annette Jorn.
Til sammenligning viste en undersøgelse som Epinion lavede for DR lige før nytår, at kun 72 pct. af befolkningen støtter det danske monarki. Dermed er befolkningens opbakning til forslaget markant større end opbakningen til kongehuset.
Samtidig viser tal fra Coop Analyse, at den seneste tids høje fødevarepriser især har fået husstande med de laveste indkomster til at købe mindre frugt og grønt. En tredjedel (34 pct.) med en husstandsindkomst på mindre end 300.000 kr. svarer, at der i deres husstand bliver spist mindre frugt og grønt i dag end før prisstigningerne. Det samme gælder for kun 13 pct. af dem med en husstandsindkomst på 700.000 kr. eller mere.
Hvis momsen fjernes, forventer Coop, at de dårligst stillede husstande igen vil købe mere frugt og grønt, hvilket både vil gavne klimaet og folkesundheden.
Selv om forbrugerne ifølge Coop Analyse har økologiske varer som deres anden højeste prioritet, når de blev spurgt om, hvor de helst ville have sænket momsen, er der i øjeblikket ikke mange dagligvareaktører, som agiterer for at fjerne momsen helt fra de økologiske varer.
Ifølge Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, vil det dog være oplagt for politikerne at lytte til danskernes ønsker og sænke momsen på 'økologisk frugt og grønt'.
”På den måde vil momsnedsættelsen ikke kun bidrage til klima og sundhed, den vil også være med til at øge biodiversiteten og sikre mere rent drikkevand i Danmark,” siger hun til Økologisk Nu.
Det optimale vil dog efter hendes vurdering være at fjerne momsen på alle økologiske varer, så forbrugerne får mulighed for at vælge de mest bæredygtige fødevarer til priser, som ligger tættere på de konventionelle priser.