Hvor blev økologien egentlig af i Den Grønne Trepart? Det spørgsmål bliver rejst i Nordjylland

På Halkær Kro torsdag aften vil repræsentanter fra hhv. landbruget, naturen, forskningen og politik diskutere, hvad der blev af økologien i Den Grønne Trepart. Debatten vil være gratis at overvære.

07. maj 2025
Læsetid: 2 minutter
Billede taget udefra af den nye tilbygning til Halkær Kro
Halkær Kro Mad og Kulturhus lægger lokale til en debat torsdag aften om økologiens rolle i Den Grønne Trepart. Foto: Halkær Kro Mad og Kulturhus

Halkær Kro Mad og Kulturhus ligger ved et af de mest belastede vande i tilknytning til Limfjorden, midt i landbrugsland med både konventionelle og økologiske bønder omkring sig.

Det er derfor en oplagt scene for den debat, der finder sted torsdag d. 8. maj kl. 19-21 på Halkær Kro, hvor et debatpanel vil diskutere, hvad der gentlig blev af økologien i Den Grønne Trepart.

Debatpanelet består af:

  • Michael Kjerkegaard – forperson for Økologisk Landsforening og kvæglandmand på Koldingegnen

  • Jes Lunde – rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune. Valgt for Radikale Venstre. Tidligere Kommunaldirektør i Rebild kommune og MF for SF

  • Kim Qvist – direktør for Danmarks Økologiske Jordbrugsfond og tidligere forstander for den Økologiske Landbrugsskole i Kalø. Er aktiv i Danmarks Naturfredsforening og medlem af Lokal 3-part gruppen for Lillebælt, som DNs repræsentant.

  • Jakob Autzen – forstander på Nordjyllands Landbrugsskole

  • Jens Würgler Hansen – seniorrådgiver, Institut for Ecoscience Aarhus Universitet, Marin økologi

  • Kurt Mølgaard Jørgensen – tidligere formand for landboforeningen NF plus i Himmerland og landmand

Ordstyrer er tidligere forperson i Økologisk Landsforening og indehaver af Rabarbergaarden Louise Køster.

Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig på kroens hjemmeside.

Debatten bliver afholdt i Projekt Nordjyllands Økologiske Mødested - et projekt støttet af Fonden for økologisk landbrug.