Annonce
Annonce
Udfasning af afgrænsede bede forlænges for økologiske gartnere
Nogle danske gartnere kan fortsætte med at dyrke afgrøder i afgrænsede bede i økologiske væksthuse, da Danmark, Finland og Sverige har fået dispensation fra nye EU-regler.

Danmark, Sverige og Finland har fået dispensation til at fortsætte med at dyrke i afgrænsede bede frem til den 31. december 2030. Foto: Colourbox
Økologiske gartnere får med en dispensation mere tid til at omstille deres produktion i tråd med den kommende økologiforordning, som træder i kraft den 1. januar 2021.
Forordningen fjerner nemlig muligheden for at dyrke afgrøder i afgrænsede bede i økologisk væksthusproduktion, da det er principielt besluttet, at planter bør være jordbundstilknyttede. Danmark, Sverige og Finland har imidlertid fået dispensation til at fortsætte med at dyrke i afgrænsede bede frem til den 31. december 2030.
Det oplyser Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Dispensationen gælder kun de økologer, der allerede d. 28. juni 2017 dyrkede i afgrænsede bede - kom man til efter denne skæringsdato og producerer i afgrænsede bede, skal man have omstillet sin produktion i tråd med forordningens ikrafttræden.
Er man ny væksthusproducent, eller ønsker man at udvide sin nuværende produktion, skal man begynde på det inden d. 1. januar 2019 for at kunne have en produktion i bundjorden per d. 1. januar 2021, da der er en toårig omlægningsperiode for at blive økologisk. Det betyder også, at nye væksthusproducenter skal være opmærksomme på, at fra d. 1. januar 2021 vil en afgrøde først være økologisk, når den er sået eller plantet to år efter omlægningstidspunktet.
Reglerne om væksthusproduktion findes i økologiforordningens betragtning 30 (side 5) og Bilag II, del 1: Regler om planteproduktion, stk. 1.5 (side 57), som du finder her i den nye økologiforordning.
Flere artikler fra samme sektion
Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”
En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.