Annonce
Annonce
Flere kalkunbesætninger har de seneste par år været ramt af fugleinfluenza, og nu er en ny besætning ramt af den frygtede sygdom, som kan få konsekvenser for den danske eksport. Arkivfoto: Irene Brandt
Sjællandsk kalkunfarm ramt af fugleinfluenza
Fødevarestyrelsen afliver de næste dage 32.000 kalkuner i en besætning nær Lundby ved Skælskør efter fund af fugleinfluenza.
En større kalkunbesætning ved Lundby nær Skælskør med omkring 32.000 kalkuner er ramt af fugleinfluenza. Det viser prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen afliver dyrene over de kommende dage. Dels af hensyn til dyrevelfærden, dels for at begrænse risikoen for smittespredning. Fugleinfluenza smitter kun meget sjældent mennesker.
"De vilde fugle er i gang med deres efterårstræk. Derfor er det vigtigt at alle, der har fugle, følger reglerne, og tager ansvar for at beskytte deres fjerkræ mod smitte fra vilde fugle. Det kan man blandt andet gøre ved at beskytte fjerkræ mod kontakt med vilde fugle," siger enhedschef i Fødevarestyrelsen, Mette Kirkeskov Sie i en pressemeddelelse om smitteudbruddet, som er det syvende siden årsskiftet.
Zoner skal inddæmme smitte
Fødevarestyrelsen har oprettet en tre km beskyttelseszone og en ti kilometer overvågningszone rundt om den smittede besætning. I begge zoner skal fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
I zonerne er det blandt andet forbudt at afholde udstillinger med fugle, flytte fugle og produkter fra fugle indenfor og ind og ud af zonen, med mindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse. Fjerkræ og fugle skal beskyttes mod kontakt med vilde fugle, for at begrænse risikoen for smittespredning.
Fødevarestyrelsen kan tidligst ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af den ramte ejendom er afsluttet.
Kan ramme eksporten
Når der er fugleinfluenza i en fjerkræbesætning kan handel med EU-landene fortsætte som hidtil. Flere lande uden for EU lukker typisk for deres import af danske æg, fjerkræ og fjerkræprodukter i mindst tre måneder, oplyser Fødevarestyrelsen.
Fugleinfluenza kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle, og blive slæbt med ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man rengør sine støvler, inden man går ind til fuglene.
Myndighederne anbefaler endvidere, at alle fugle bliver holdt i en indhegning, som er overdækket med fast tag, net eller tråd, og at dyrene altid får foder under tag, så vilde fugle ikke kan komme i nærheden af foder og drikkevand og dermed smitte besætningen.
Hvis du ser høj dødelighed eller problemer med vejrtrækningen hos dine fugle, kan det være et tegn på fugleinfluenza. Du skal i så fald kontakte en dyrlæge.
I år er omkring 125.000 fjerkræ aflivet i Danmark på grund af fugleinfluenza.
Flere artikler fra samme sektion
Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort
ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.