Annonce

Annonce

Seges lancerer klimaværktøj

Seges Innovation har lanceret klimaværktøjet ESGreen Tool, hvor alle landmænd kan beregne deres klimaaftryk. Værktøjet skal spille en central rolle i arbejdet med at nå klimamålene.

23. marts 2022
Læsetid: 2 minutter
Malkekøer på græsmark

Det nye digitale værktøj kan beregne klimabelastningen for en hel landbrugsproduktion opgjort på cvr.nr., og senere i år vil det også kunne beregne klimabelastningen på produktniveau. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Seges Innovation har i denne uge lanceret et nyt klimaværktøj kaldet ESGreen Tool. Det digitale klimaværktøj vil få en central rolle i arbejdet med at gøre den danske landbrugsproduktion mere klimavenlig, så erhvervet kan indfri målet om klimaneutralitet i 2050.

Det skriver Seges Innovation i en meddelelse på sin hjemmeside.

ESGreen Tool skal gøre det simpelt for den enkelte landmand at opgøre og arbejde med reduktion af klimabelastningen, og værktøjet kan bruges af langt de fleste landbrugsvirksomheder uafhængig af størrelse og produktionsform.

”Med ESGreen Tool får de danske landmænd et banebrydende værktøj, som ikke før er set på verdensmarkedet. Der findes simpelthen ikke et lignende produkt, som i bredde og dybde kan hjælpe og motivere landmanden i klimaindsatsen baseret på specifikke bedriftsdata,” siger Ivar Ravn, digital direktør i Seges Innovation.

De seneste år har flere projekter bidraget til tilblivelsen af klimaværktøjet, herunder har Økologisk Landsforening og nu Innovationscenter for Økologisk Landbrug været med i den faglige udvikling. Klimaværktøjet er sponsoreret af Forenet Kredit i samarbejde med Nykredit.

Værktøjet kan beregne klimabelastningen for en hel landbrugsproduktion opgjort på cvr.nr., og senere i år vil det også kunne beregne klimabelastningen på produktniveau.

”Beregningerne i klimaværktøjet bygger på landmandens egne data, som overføres automatisk. Med værktøjet kan landmanden for første gang få konkrete tal på, hvordan eventuelle ændringer i f.eks. fodring, gødningshåndtering eller nye teknologier vil påvirke klimaaftrykket positivt eller negativt på den specifikke bedrift,” siger Margit Skovbjerg Berner, der er forretningschef i Seges Digital.

Alle danske landmænd vil i 2022 desuden have flere mulighed for at deltage i gratis ’klimadage’, som afholdes over hele landet i samarbejde med de lokale DLBR-rådgivningsvirksomheder. Her vil deltagerne sammen fokusere på både klimaspørgsmål i det store perspektiv, og på hvordan man kan gøre en forskel på egen bedrift ved hjælp af det nye værktøj.

Flere artikler fra samme sektion

Torsdag må hønsene igen komme ud i det fri

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen 1. maj kravet om, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab skal være under tag eller lukket inde.

30-04-2025 2 minutter Fugleinfluenza

En æra i den danske mejerihistorie er forbi

En 137 år gammel æra sluttede tirsdag efter Them Andelsmejeris fusion med Arla. Mejeriet har i dag 13 andelshavere, hvoraf de fem er økologiske. Flere af gårdene er gået i arv gennem generationer og har været tilknyttet mejeriet siden starten i 1888.

29-04-2025 2 minutter Mejeri,   Kvæg

Hvor længe holder en økologisk malkeko egentlig? Det vil forskere nu undersøge

Et nyt projekt skal udvikle en model, som kan beregne den optimale holdbarhed for økologiske malkekøer, der ikke alene baseres på den økonomiske produktivitet, men også inddrager effekten på klimaet, dyrenes sundhed og velfærd.

29-04-2025 4 minutter Kvæg,   Forskning,   Dyrevelfærd