ØL søger landmænd til nyt forsøg
Skovlandbrug er i dansk sammenhæng et ret ubeskrevet blad, men i takt med bl.a. klimakrisens behov for omstilling af landbrugsproduktionen, er der brug for at undersøge mulighederne i driftsformen nærmere.

Økologisk Landsforening har de seneste to år arbejdet med skovlandbrug som et udviklingsområde. I 2019 etablerer tre økologiske landmænd således en blandet produktion af enårige markafgrøder og foder- eller frugttræer/buske på deres ejendomme.
I 2020 bliver der skruet op for ambitionerne, fortæller konsulent i Økologisk Landsforening Julie Rohde Birk, der er tovholder på projektaktiviteterne. Derfor bliver der brug for flere økologiske landmænd, der vil medvirke på forsøgsbasis.
»Vi vil gerne i kontakt med økologiske planteavlere, der i 2020 har lyst til at etablere forsøg med skovlandbrug af en vis størrelse og indgå i et fireårigt projektsamarbejde,« forklarer hun.
Der er ikke tale om skovplantning, men om dyrkning af buske og træer, der kan høstes på, i kombination med almindelige landbrugsafgrøder som korn og bælgsæd.
»Det kan for eksempel være frugt, bær og nødder. De giver både et løbende afkast og fungerer samtidig som effektive kulstofbindere,« forklarer Julie Rohde Birk.
Netop træers evne til at optage og lagre CO2er en af hovedårsagerne til, at skovlandbrug er interessant at arbejde med. Systemet har dog også andre positive potentialer, for eksempel øget biodiversitet og større biologisk og økonomisk robusthed.
Projektet yder en delvis kompensation for arbejdstid og for planter og plantning.
Interesserede landmænd kan sende en mail til jur@okologi.dk med en kort beskrivelse af landbruget og hvorfor, man er interesseret i projektet.
Økologisk Landsforening vil i løbet af sommeren foretage en udvælgelse blandt interesserede landmænd.
Karen Munk Nielsen er kommunikationsmedarbejder i Økologisk Landsforening.