Annonce
Annonce
ØL går ind i sag om aflivning på marken
Fødevarestyrelsens indskærpelse af relgerne for aflivning på marken har skabt usikkerhed i landbruget, mener Økologisk Landsforening, som netop har holdt møde med styrelsen.

Fødevarestyrelsen er i dialog med andre organisationer om at finde en løsning på, hvordan aflivning af dyr på marken fremover kan ske, uden at det er i strid med EU-reglerne. Arkivfoto: Jakob Brandt
En udmelding fra Fødevarestyrelsen om aflivning af dyr på marken har skabt usikkerhed og røre i landbruget.
I juli indskærpede styrelsen reglerne på området, efter at den var blevet gjort opmærksom på, hvad der ifølge EU-regler er tilladt og ej. Det møder imidlertid kritik fra både Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening (ØL), som mener, at aflivning på marken kan mindske dyrenes stress, og parterne holdt onsdag møde med styrelsen om sagen.
"Det er en sag, som foreningen allerede havde drøftelser med Fødevarestyrelsen om sidste år, og foreningen havde håbet, at der var landet en løsning, uden at der først skulle opstå denne limbo, hvor producenterne selvfølgelig bliver meget rystede over, at de ikke kan fortsætte deres nuværende praksis," siger Sybille Kyed, landbrugspolitisk chef i ØL.
Hun nævner, at flere producenter allerede har etableret sig med en kundekreds, der køber kød fra dyrene, baseret på argumentet om at de aflives på marken.
Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, siger til dr.dk, at hun finder sagen "dybt problematisk":
"Vi ønsker det bedste for dyrene, og det er ikke det bedste for dem at udsætte dem for stress under transporten og for nye miljøer, lige inden de skal aflives."
Flere løsninger på bordet
På mødet gjorde Fødevarestyrelsen det klart, at den ønsker at finde en løsning på problemstillingen hurtigst muligt.
"På baggrund af mødet er ØL optimistisk, men vi mangler at se, hvad det helt konkret vil kræve at finde en løsning," siger Sybille Kyed og tilføjer:
"Djævlen ligger gemt i detaljen. ØL vil have skarpt øje på, at kravene er rimelige og realistiske og ikke gør det dyrere eller mere bureaukratisk for landmanden."
Det er stadig tilladt at nødaflive dyr på marken, hvis de er kommet slemt til skade, eller hvis de er så vilde, at de risikerer at gøre skade på sig selv ved indfangning eller transport. Der kan være tale om dyr, der har været brugt til naturpleje, og ikke er vant til at blive håndteret af mennesker.
Aflivningen på marken sker, ud fra overbevisningen om at det reducerer dyrenes stressniveau, i forhold til når man indfanger og transporterer dem til aflivning på et slagteri.
Mette Herskin, der bl.a. forsker i dyrs stressniveau i forbindelse med transport, siger til dr.dk, at såfremt skytten gør sit arbejde ordentligt, vil det være "mindre belastende" for dyret at blive skudt på marken.
Flere artikler fra samme sektion
Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”
En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.