Økologiens Have åbner igen efter corona-nedlukning

Økologiens Have nær Aarhus åbner igen for rundvisninger og indleder med undervisning i biernes liv og gode råd, hvis man selv overvejer at starte biavl.

04. juni 2020
Læsetid: 1 minutter
Lørdag den 13. juni kan interesserede lære om biernes liv, og hvordan man selv begynder som biavler, når Økologiens Have i Odder giver en rundvisning.

Efter at have været lukket ned på grund af corona-pandemien åbner Økologiens Have i Odder nær Aarhus igen for besøgende. 

Lørdag den 13. juni vil der således være rundvisning med Peter Bartoldi fra Odder Biavlerforening, som viser rundt i undervisningsbigården og fortæller om biernes liv. 

Bigården bliver drevet af Odder Biavlerforening som en almindelig bigård med ca. 10 stader - både moderne stader og mere traditionsrige stader. Driften er baseret på pesticidfri sygdomsbekæmpelse. Der er også et observationsstade, hvor man kan følge en bi-families liv i stadet sikkert gemt væk bag en glasrude.

Biavleren vil vise bierne frem og fortælle om deres liv fra æg til voksenstadie, og han kommer med gode råd og vejledning til dem, der tænker på selv at starte biavl.

Økologiens Haves café sælger honning indhøstet i bi-gården. 

Det er gratis at deltage, når man har betalt indgang til haven. Tilmelding er nødvendig på dette link: https://www.okologienshave.dk/kursusbetaling/biernes-verden