Når næste generation tager over

Af Helene Uller-Kristensen, Kommunikation, ICROFS

Ellinglund har været drevet økologisk siden 1996, hvor Gerts far valgte at omlægge, da en række praktiske forhold gjorde det muligt. Gert overtog gården i 2006.

Ifølge Gert har Ellinglund nået den optimale størrelse med harmoni mellem mælkeproduktion, stald og de tilgængelige marker. Desuden ser Anne og Gert det som en stor hjælp, at Gerts far har valgt at lade overdragelsen ske på et tidligt tidspunkt og derfor har haft mulighed for fortsat at arbejde på gården i mange år.

I dag er de oprindelige 40 økologiske køer og 40 hektar blevet til 375 malkekøer og drift af 600 hektar pløjefri jord, som leverer hovedparten af bedriftens foder. En stor del af foderet henter køerne dog selv ude på markerne, når de i sommerhalvåret er på græs hver dag.

Gert og Anne fortæller, at mange landmænd anser det som en stor udfordring at kunne reagere hurtigt på trends og ændre produktionen, da landmændene ofte står med større gæld efter for eksempel at have bygget dyre staldanlæg, der skal afbetales over mange år. Det påvirker omstillingsevnen – også selv om at trends, efterspørgsel og lyst til at ændre på produktionsmetoder måtte være til stede. 

Allerede nu må parret gøre sig grundige overvejelser i forhold til at tage de rigtige valg med henblik på, at gården skal kunne overtages et godt stykke tid ude i fremtiden.

Anne har sammen med Gerts far hidtil stået for kalvepasningen, men i januar startede Anne og Gert, hvad de troede skulle være et forsøg. Nu ønsker de ikke at gå tilbage igen. 

Ellinglund deltager i det transnationale CORE Organic Cofund projekt "GrazyDaiSy", hvor forskere og rådgivere i samarbejde med landmænd undersøger, hvordan det er muligt at få malkekvægsystemer til at fungere, så køerne kan have deres kalve hos sig i længere tid, og kalvene kan vokse op i grupper sammen med voksne køer og andre kalve.

På Ellinglundbliver kalvene hos deres mor i 2-3 uger og dernæst tre måneder hos en ammetante. Fordi koen eller ammekoen passer kalvene, frigøres der tid på gården, som tidligere blev brugt til fodring. Processen resulterer blandt andet i mindre tid til vask af kalveskåle og udmugning af kalvehytter, og i stedet bruges tiden på at observere kalvene. Kalvene vokser hurtigere, fordi de får al den mælk, de kan drikke, og de er mindre syge. Hvis de alligevel får diarre, kommer de sig hurtigere end tidligere. En anden fordel er, at kalvene lærer voksenadfærd ved at gå sammen med de ældre køer. Anne konstaterer desuden, at køerne relativt hurtigt stiger i ydelse, så snart kalven er væk.

Ægteparret siger, at de højst sandsynligt ikke var gået i gang med at lade ko og kalv gå sammen lige foreløbigt, hvis ikke de var blevet kontaktet af seniorforsker Mette Vaarst, Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, og Anne ikke havde deltaget i en studietur til Tyskland og Holland. 

I første omgang blev de spurgt om, hvorfor de ikke gjorde brug af et sådant system, og hvilke bekymringer de havde i forhold til at komme i gang. At blive en del af et forsknings- og udviklingsprojekt og have mulighed for at deltage i et netværk af forskere, rådgivere og andre landmænd kan give det endelige incitament til at turde prøve noget nyt, om ikke andet i det små til en start uden at løbe en stor risiko.