Honning-dynasti øger økologien trods bump på vejen

Efter seks kilometers kørsel på en vestjysk grusvej så langt ude på landet, som du nærmest kan komme, stopper Mathias Hvam sin bil. Mens han rutineret tænder op i røgpusteren, som bruges til at sløve bier, blander en sødlig lugt af røg sig med forårsluften fra træer og vilde blomster på kanten af Stråsø Naturnationalpark.

Her summer det af aktivitet fra 11 bistader samlet i en af H.F. Økohonnings økologiske bigårde, og bierne er allerede er i fuld gang med at samle årets første honning. Med røgpusteren i hånden sløver Mathias Hvam forsigtigt bierne med røgen, mens han løfter låget til deres spisekammer.

Hvor bierne står, er der ingen risiko for at de kommer i nærheden af sprøjtegift fra en konventionelt dyrket mark, og de kan frit samle pollen og nektar fra den store mangfoldighed af planter i området.

»Områderne ved naturnationalparkerne er perfekte til biavl. Om foråret har vi dværgpilen i heden og tyttebærrene og blåbærrene. Så kommer der andre vilde blomster i løbet af sommeren, blomstrende træer i plantagen, og så lyngen sidst på året,« forklarer biavler Mathias Hvam, der sammen med en kollega driver firmaet H.F. Økohonning i Aulum.

Femte generation

Fem generationers erfaring med biavl på rygraden betyder, at han med bare hænder og uden net for ansigtet kan stikke hånden ned mellem de travle bier og løfte en tavle ud med et mylder af økologisk certificerede bier – fyldt med årets allerførste økologisk producerede honning.

»De sidste to år har vi her høstet en gang om året, og det betyder, at vi har honning med fra hele sæsonen. Det gør den meget forskellig fra år til år, og når man smager på honningen, smager man nogle ting første gang man smager på den, og næste gang lægger man mærke til smagen fra andre blomster,« forklarer Mathias Hvam.

Honningen fra H.F. Økohonning blev sidste år kåret som den bedste i Forbrugerrådets Tænks test af 10 honninger fra supermarkeder og specialbutikker.

Svært at finde plads til øko-bierne

Honninggården med de 11 bistader i Stråsø ligger fem meter fra skellet til naturnationalparken, hvor hans familie har haft bier gennem fem generationer.

I det intensivt opdyrkede danske landskab er den største udfordring for økologiske honningavlere at finde sammenhængende områder, der opfylder Landbrugsstyrelsens krav til økologisk honningproduktion. Inden for en radius af tre kilometer skal 95 procent af arealerne være økologiske, miljøvenlige eller naturarealer.

»Det er meget svært, fordi økologiske og konventionelle landbrug uheldigvis ligger flettet ind mellem hinanden. Så der kan godt ligge et stort økologisk landbrug, men så ligger der ved siden af en konventionel, der har dyrket raps, og det gør det ofte svært at få godkendt områderne,« forklarer Mathias Hvam.

H.F. Økohonning har foreløbigt aftaler med to økologiske landmænd, som deres økologiske bier kan stå hos. Resten af deres bistader står på naturarealer rundt omkring langs med hederne og de store skove i Midt- og Vestjylland.

»Vi arbejder på at udvide den økologiske produktion i år og gå fra 300 til omkring 600 økologiske bifamilier. Det var også de planer, vi havde for to år siden, men da blev vi nødt til at sætte det i bero. Man finder ikke nye pladser lige fra den ene dag til den anden. Når man først har fundet dem, skal man ud og snakke med folk og have lov til at stille bierne der,« forklarer han.

Økologiske bier bliver – ligesom konventionelle bier – fordret om vinteren. Men mens de konventionelle bier fodres med færdigblandet sirup, må økoavlerne selv blande økologisk sukker med vand til bierne.

»I starten fik vi rørsukker, der blev sejlet fra den anden side af verden. Men det hænger jo ikke sammen med bæredygtighed og økologi at transportere økologisk sukker det halve af verden rundt, for så at fodre bierne med det. Derfor har vi de seneste par år fået økologisk roesukker fra Europa – fra Litauen og Tyskland,« forklarer Mathias Hvam og tilføjer, at sukkeret er tre gange dyrere end den konventionelle sirup, der er færdigblandet og meget nemmere at fodre med.

Jagten på nye pladser

Mathias Hvam og H.F. Økohonning måtte for to år siden sætte ekspansionsplanerne i bero, fordi bierne fra 2021 ikke længere måtte være på de arealer, der ligesom Stråsø blev udlagt som naturnationalparker. Honningbierne må ikke være i parkerne, fordi der ikke må tages produkter ud af dem, og fordi der kan være en risiko for, at honningbierne konkurrerer med nogle arter af vilde bier. Fordelt over landet blev der i 2021 udlagt en række naturnationalparker, og H.F. Økohonnings bier måtte flyttes ud af naturnationalparkerne i Stråsø, Husby Klitplantage og Tranum.

H.F. Økohonning har nu brugt to år på at finde de nye pladser, og bigården med de 11 bistader ved Stråsø er kun blevet flyttet 100 meter – ud på den anden side af et læhegn på grænsen til naturnationalparken. Men andre steder giver det problemer, at avlerne ikke må være i parkerne.

»Nu kommer vi til at køre længere og bruge flere timer på vejen, end der ellers var nødvendigt. Jeg synes jo ikke det miljørigtigt, at vi skal ligge og køre uden om store naturområder for at passe vores bier. Hvis de var mere samlet, kunne vi bruge mere tid på at passe bierne frem for at køre bil,« siger Mathias Hvam.

Økologi er den bedste forretning

Trods udfordringerne med at finde nye godkendte økologiske pladser, kan H.F. Økohonning alligevel i år omlægge 300 bistader til økologi, og når dermed altså op 600 økologiske bistader. Bistaderne kommer fra deres konventionelle firma Aulum Biavlscenter, der oprindeligt blev grundlagt af Mathias Hvams bedstefar. Når bierne bliver omlagt til økologi, føres de over i det nye selskab H.F. Økohonning på en separat adresse.

Med tiden er det målet at hele honningproduktionen skal blive økologisk. Alene i år stiger andelen af økologisk honning fra 25 pct. til 50 pct. af den samlede produktion.

»Vi er i fremgang i den økologiske biavl. Men jeg tænker til gengæld, at som det er i Danmark lige nu, er den konventionelle biavl i tilbagegang. Det er svært at holde økonomi i konventionel biavl.«

Nervepirrende maj

Forretningen er altså helt afhængig af den rigtige placering af bierne, og hvert år i maj afgør Landbrugsstyrelsen om kasserne må stå, hvor de står. Men først efter at de konventionelle landmænd har indberettet deres markplaner.

Vælger en konventionel landmand at så en rapsmark inden for tre kilometers radius af de økologiske bistader, kan det betyde, at placeringen ikke bliver godkendt, og så skal staderne flyttes, hvis de skal beholde deres øko-status.

Sidste år fik Mathias Hvam tilbagemelding fra Landbrugsstyrelsen den 22. maj, da bierne allerede var i gang med at lave honning.

»Vi har fem arbejdsdage til at flytte bierne, hvis ikke de må stå der, og det er noget nemmere at køre ud og flytte dem tidligt på sæsonen, når kasserne ikke er stablet op i højden. Kommer vi hen i slutningen af maj, er der måske stablet fire eller fem kasser, der er i fuld gang, og så skal vi flytte dem sammen. Så er det et tungt arbejde at transportere rundt med dem,« forklarer Mathias Hvam.

Bliver bistaderne ikke flyttet inden for de fem dages frist, mister alle bierne deres økostatus og bliver konventionelle.

»Så tager det et år at lægge dem om til økologisk igen, hvor vi så får et år uden økologisk produktion. Det hænger ikke sammen at skal fodre dem hvert andet år med økologisk sukker, uden at vi kan sælge honningen økologisk,« siger han.

Ifølge Mathias Hvam har flere biavlere opgivet at være økologiske, fordi de ikke har kunnet finde stabile områder at placere bierne.

Samarbejde med økologer

I jagten på nye arealer forsøger Mathias Hvam at sælge landmændene ideen om honningbiernes bestøvningspotentiale. Han mener, at bierne kan forbedre landmændenes udbytte for en række afgrøder, og nævner hestebønner som et eksempel, hvor udbyttet kan øges med 20 – 25 pct. ved hjælp af bestøvningen fra bierne.

»Vi arbejder på at fremme forståelsen hos landmændene for, at der også for dem er økonomi i at udnytte biernes potentiale. Raps, der bliver produceret i Danmark, kunne producere fem til 15 pct. mere om året, hvis landmændene udnyttede bestøvningen. Og med kravet om at fire procent af arealet skal udlægges til brak, ville man bedre kunne holde den samme produktion, hvis man udnyttede bestøvningen,« hævder han og tilføjer, at det indtil nu først og fremmest er økologiske landmænd, der kan se ideen i det.

På kanten af Stråsø naturnationalpark kan Mathias Hvam nu liste sin stadekniv ned mellem de hårdt arbejdende bier og stjæle en lille smagsprøve af deres første honning.

Den smager lige så godt som den plejer for årstiden, og i det hele taget er der ikke det store, der har ændret sig i dagligdagen under den gradvise omlægning til økologi.

»Det er små indgreb, vi har gjort anderledes. Men det giver en tilfredsstillelse at vide, at vi gør det, der er bedst for naturen og sørger for at der også er natur til fremtidige generationer. Det er ikke kun vores generation, der skal have naturen og at have biavl i Danmark,« siger han.