Danmarks største landbrugsmesse har fundet ny dato

Agromek skulle oprindeligt være afholdt i oktober sidste år, så blev messen skubbet til januar i år, og nu er en ny dato fastlagt i 2022.

09. april 2021
Læsetid: 2 minutter
Adskillige personer går rundt i en stor messehal, hvor forskellige landbrugsmaskiner er udstillet.
Agromek bliver afholdt i MCH Messecenter Herning d. 29. november til 2. december 2022. Arkivfoto: Karen Munk Nielsen

Hvis alt går vel bliver Danmarks største landbrugsmesse, Agromek, afholdt fra 29. november til 2. december i 2022 i MCH Messecenter Herning.

Messen, der blev aflyst i oktober 2020 på grund af corona, blev oprindeligt rykket til januar i år, hvilket også endte med en aflysning, og nu har man så valgt at fremrykke datoen ca. halvandet år frem i tiden.

"Vi har siden udsættelsen af Agromek i januar været i dialog med et bredt udsnit af vores udstillere og samarbejdspartnere, og vi oplever og glæder os over, at der er et stort behov for at komme på messe igen. Den klare konklusion på dialogerne er, at man ønsker en samlet Agromek afholdt for fuld styrke, og det vurderer vi er bedst muligt i november 2022," siger Sten Andersen, der er formand for Agromek, i en pressemeddelelse.

De nye datoer møder bred opbakning i ejerkredsen bag Agromek, Dansk Agroindustri og Landbrug & Fødevarer. Formanden for Dansk Agroindustri, Jens-Peter Lundgaard, ser frem til atter at kunne samle branchen på Agromek:

"Det er både i udstillere og gæsters interesse, at vi fastholder en messe for fuld styrke. Vi vil gerne sikre, at man én gang hvert andet år kan vise verden alt, hvad den danske agroindustri udvikler og producerer i samarbejde med verdens bedste landmænd. November-terminen er velkendt i branchen, og vi ser frem til mange besøgende fra både Danmark og Nordeuropa," siger Jens-Peter Lundgaard.

Agromek fandt sidst sted i november 2018, hvor messen havde 540 udstillere og blev besøgt af 40.214 personer fra 51 lande.