Annonce
Annonce
Christine Frost fra Himmerland er kåret som Årets Øko-elev
Dommerpanelet roser 22-årige Christine Frost for sin forståelse for de små detaljer og store sammenhænge, som gør det muligt at drive landbrug med omtanke for miljøet og naturen.

"Dyrenes trivsel betyder meget for mig, og jeg vil arbejde for at økologien og biodiversiteten bliver en meget større del af vores landbrug," sagde Christine Frost efter kåringen som Årets Øko-elev, som hun betragter som et kæmpe skulderklap. Foto: Bent Frost
I tæt konkurrence med ni andre kandidater og senere to andre nominerede finalister blev Christine Frost torsdag kåret som Årets Øko-elev. Det skete ved årsmødet i Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, som siden 2019 har uddelt prisen på 5.000 kr. for at hylder unge talenter med engagement i det økologiske landbrug.
"Du har både øje for de små detaljer og formår at sammenkoble dem med de større kredsløb og sammenhængende systemer. Dine værdier skinner igennem i dit fokus på at drive landbrug med omtanke for miljøet og naturen," hedder det i dommerpanelets begrundelse for at kåre Christine Frost som Årets Øko-elev.
Hun er til daglig elev på Kalø Økologisk Landbrugsskole og i praktik hos Torsten Wetche på kvæggården Hvanstrup i Himmerland. Her er hun med til at passe gårdens godt 100 køer, som siden 2017 har leveret såkaldt græsmælk til Thise Mejeri.
"Der skal være plads til at beskytte naturens økosystemer og tage hensyn til dyrenes velfærd. Jeg håber og vil arbejde for at gøre landbruget mere bæredygtigt og regenerativt, uden brug af sprøjtemidler og med naturen i et større fokus," siger vinderen, som efter weekenden kan sætte sig ind i bussen med ekstra rank ryg, når hun sammen med resten af årgangen på Kalø Økologisk Landbrugsskole tager på en to uger lang studietur til Spanien.
Roser fra skole og praktiksted
I indstillingen roser Kalø Økologisk Landbrugsskole Christine Frost for hendes evne til at teori til praksis.
"Hun har en sund, funderet forståelse for livet og arbejdet på et landbrug. Hun er derudover også god til at få det bedste ud af sine klassekammerater – og respektfuldt tage imod deres perspektiver og viden," hedder det i indstillingen.
Christine har selv valgt at arbejde i økologisk landbrug efter at have prøvet både konventionelt og økologisk landbrug, og det kommer ikke bag på Torsten Wetche, at gårdens elev vinder prisen:
"Jeg har ofte fået en besked på telefonen fra Christine, når hun har fri. Hun er lige kommet til at tænke på en ko eller kalv, vi skal holde lidt ekstra øje med. Hun udviser stor forståelse for og indlevelse i dyrenes velbefindende og dermed gårdens levedygtighed," siger Torsten Wetche.
Andenpladsen gik til 19-årige Patrik Christensen fra Sørvad ved Holstebro, mens titlen som Årets Bobler blev tildelt 25-årige Jakob Aarup Pedersen fra Vesthimmerland.
Flere artikler fra samme sektion
Ko med kalv-systemer vinder indpas i større malkebesætninger: »Det her er meget sjovere at passe«
Flere og flere kvægbesætninger forsøger i disse år at holde kalvene længst muligt hos deres ko eller en ammetante. Det kræver nye måder at indrette staldene på, men kan til gengæld give bedre dyrevelfærd og mere fleksibilitet i arbejdstiden.
Vildsvinebesøg hos økogrise kostede landmand næsten 300.000 kr.
Efter et uventet ornebesøg hos en flok fritgående økogrise måtte en landmand aflive dyrene, og den øvrige besætning fik seks ugers salgsstop. Det kostede op mod 300.000 kr., men kunne være blevet meget dyrere.
Ærtedyrkning på fremmarch: Sådan undgår du ærterodråd og sikrer høsten
Ærtedyrkning til konsum breder sig især blandt økologer. Men før man satser stort på det lille runde frø, er det vigtigt at sikre sig mod sygdomme – og især den meget destruktive ærterodråd.