Annonce
Annonce
Bent tæller kryb og kravl i økologiske marker
For at holde liv i agerlandets fødekæder er der brug for en stor mængde insekter. Nyt projekt undersøger, om blandingsafgrøder kan bidrage til mere liv i og omkring markerne end monokulturer.

Mængden af fluer, bier, sommerfugle og andre flyvende insekter er tæt knyttet til mængden af blomster i afgrøden. I juli er det ukrudt, der giver føde til insekterne, som konsulent Bent Rasmussen (th) her tæller med bistand fra praktikant Jens Mortensen. Foto: Karen Munk Nielsen
Hvorfor dyrke korn, ærter, bønner og majs hver for sig for efter høst at blande dem sammen til foder, hvis man nu kunne dyrke dem sammen og få andre sidegevinster ud af det? Det er tanken bag projektet 'Det selvforsynende kvægbrug', hvor økologiske landmænd de kommende år skruer op for antallet af forskellige arter i deres marker.
Det primære formål er at dyrke dansk kvalitetsfoder til kvæg i stedet for at importere det, men et af de spørgsmål, projektet skal forsøge at finde svar på, er, om en større diversitet i afgrøden også øger mængden af insekter i markerne og på den måde sætter mere fut i fødekæderne i agerlandet.
Derfor besøger natur- og økologikonsulent Bent Rasmussen, Økologisk Landsforening, jævnligt markerne for at tælle svirrefluer, bier og andre flyvende insekter. Her i projektets første år tjener tællingerne til at lave en såkaldt baseline, dvs. sætte tal på en 'normal' forekomst af insekter hen over vækstsæsonen. Ved tællingen her i juli er det imidlertid ikke selve afgrøderne men kamiller, pileurt og andre ukrudtsarter, der blomstrer og giver liv i marken.
Tællingerne foregår på samme måde og samme sted i markerne hver gang. Bent Rasmussen bevæger sig fra markkanten og ind i marken, standser op for hver fem meter og registrerer de insekter, han i løbet af et minut kan få øje på inden for to kvadratmeter.

"Det er helt almindelige arter, vi finder. Der er ikke noget særligt i markerne, men biokvantitet er også vigtig," understreger han.
"For at holde liv i agerlandets fødekæder er der brug for en stor mængde insekter og ikke nødvendigvis mange forskellige slags. Der skal bare noget 'rugbrød' til at lægge bunden," pointerer Bent Rasmussen.
Selv om turen rundt i de vestjyske marker hverken byder på sjældne sommerfugle eller truede bier, registrerer Bent Rasmussen med tilfredshed, at såvel bomlærke og gulspurv holder til i området. Begge er karakteristiske fugle i det åbne land. Gulspurven betegnes som sårbar i den danske rødliste, mens bestanden af bomlærker er vokset lidt de senere år efter at have været i voldsom tilbagegang siden 1970'erne.
"Når disse arter er til stede på et landbrug, vidner det om, at agerlandets fødekæder er intakte på bedriften," siger Bent Rasmussen.
Flere artikler fra samme sektion
Denne bælgfrugt er gået under radaren, selvom den har flere proteiner og færre kulhydrater end både kikærter og linser
I et nyt projekt vil en bred gruppe af aktører se på potentialet for lupin for at få den mere frem i lyset som en af de sunde, danske, økologiske bælgfrugter, der både egner sig til at blive spist og dyrket i Danmark.
Honningproducent skal pille øko-klistermærket af tønder med flere ton honning, fordi myndighederne sløsede
Tonsvis af dansk økohonning er nu blevet nedklassificeret til konventionelt med store økonomiske tab til følge, fordi myndighederne ikke overholdt deres egne regler. Først sidst på sæsonen fik avler at vide, hvor bistaderne måtte stå, selv om styrelsens egen frist var maj.
Recirkulering af restprodukter bidrager til næringsstofforsyning og jordforbedring
KRONIK: En kombination af forskellige bio-baserede gødninger eller en blanding af organiske og mineralske gødninger kan være vejen frem mod en mere bæredygtig og robust planteproduktion.