Arla har nu reduceret produktionen af øko-mælk med 100 mio. kg
Målet er nået for Arlas planlagte reduktion af øko-mælk. 50 mio kg er nået ved, at Arla-leverandører er blevet konventionelle, 40 mio. kg ved at landmænd er stoppet som mælkeproducenter og 10 mio. kg ved skifte til andre mejerier.

Arla har nu nået sit mål om at reducere indvejningen af økologisk mælk med 100 mio. kg. Det betyder, at mejerikoncernen igen åbner for tilgang af nye økologer.
Dermed er der håb for, at nuværende Arla-køer fortsat kan komme på græs og leve økologisk, selv om en bedrift står over for generationsskifte.
En af Arlas metoder til at skære i den økologiske mælkeproduktion var netop at lukke for muligheden for generationsskifter. Det var blandt andet tilfældet for økolog og Arla-leverandør Laust Krejberg, der pludselig ikke kunne afvikle sin gård som en økologisk Arla-bedrift, fordi Arla ikke ville tillade det.
”Jeg har svært ved at se mig selv gå ind i et længere omlægningsprojekt, der skal føre det tilbage til konventionelt,” fortalte Laust Krejberg til økonu.dk tidligere på året, den dag hans køer kom på græs.

Nu har Arla altså med den seneste udmelding stillet i udsigt, at Laust Krejbergs køer og andre øko-besætninger også i fremtiden kommer på græs, når nye ejere overtager:
”Der åbnes for generationsskifter igen, og per 1. juli går reglerne for at opsige sin øko-kontrakt tilbage til de 12 måneder,” oplyser Arla til AgriWatch.
Arla havde også reduceret fristen til at lægge tilbage til konventionel drift til bare en måned.
I mellemtiden er mange Arla-økologer altså blevet konventionelle og flere Arla-leverandører har lavet et generationsskifte ved at skifte til konkurrenterne – som Naturmælk og Thise Mejeri.
”Vi har fået tre nye, hvor forældre eller svigerforældre tidligere har leveret til Arla Foods. De har fået nej til at kunne generationsskifte, og så har de ringet og spurgt, om de kan levere til os,” har formanden for Thise Mejeri, Arne Bisgaard, tidligere oplyst.
Ifølge Arla har økosalget nu igen en lille fremgang, ”men ikke på tidligere tiders niveau”.