Arla hæver mælkeprisen for niende gang i år

Afregningsprisen for Arla-leverandørerne stiger fra november igen på både økologisk og konventionel mælk.

27. oktober 2022
Læsetid: 1 minutter
En chauffør tanker mælk fra Arla på sin lastbil
Afregningsprisen for de økologiske Arla-leverandører nærmer sig 5 kr. pr. kg mælk. Foto: Arla Foods

Arla hæver fra november afregningen for mælk med 1,5 eurocent, svarende til 11,2 øre pr. kg mælk for både danske økologiske og konventionelle mælketyper. Det er niende gang i år, at Arla hæver mælkeprisen.

Det skriver AgriWatch.

De økologiske mælkeproducenter kan dermed opnå en afregning, der nærmer sig 5 kr. pr. kg mælk - helt præcis 486,7 øre, hvis man kvalificerer sig til alle tillæg for bl.a. kvalitet og klimaindberetninger.

Den maksimale afregningspris for konventionel mælk lyder fra november på 445,3 øre pr. kg, og dermed er differencen mellem den konventionelle og økologiske mælkepris markant mindre, end den var samme tid sidste år. Mejerikoncernen melder også om, at "lønsomheden er under pres" for de centraleuropæiske økologer.