Antallet af vildsvin i Danmark falder
Der er færre vildsvin i den danske natur, efter at vildsvinehegnet blev rejst. Det er dog umuligt at sige, om hegnet er årsagen, da antallet i forvejen var faldende.

Antallet af vildsvin i Danmark er faldet de seneste otte måneder. Naturstyrelsen oplyser til avisen Danmark, at der nu menes at være under 25 vildsvin i den danske natur. Da det kontroversielle vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse blev færdiggjort for at forebygge spredning af afrikansk svinepest, var tallet på mellem 35 og 40.
Om hegnet er årsagen til det faldende antal, er dog umuligt at sige, og bestanden var allerede mindsket, inden hegnet blev færdigbygget: I december 2018 var der op mod 100 vildsvin.
"Det er svært at sige, hvor meget selve hegnet har betydet. Men i forhold til det, vi kan se på vores kameraer, lader det til, at der ikke er en stor trafik på tværs af hegnet," siger skovrider Inge Gillesberg fra Naturstyrelsen til avisen Danmark.
Nyheden om det faldende antal vildsvin møder dog kritik fra biologerne Rasmus Ejrnæs, der er forsker ved Aarhus Universitet, og Thor Hjarsen, der er seniorbiolog i WWF - Verdensnaturfonden Danmark.
De nævner begge, at man er ved at udrydde en truet dyreart i den danske natur.
Tillykke til @naturstyrelsen, der kan finde ud af at udrydde en rødlistet, kritisk truet og hjemmehørende art med vigtig økosystemfunktion... 🙄https://t.co/9G2ZUy9Ead#dkpol #dknatur #dkgreen
— Thor Hjarsen - WWF Denmark (@NaturThor) August 10, 2020
Som wannabe grøn førertrøje, må @Spolitik lige overveje hvor klogt det er at udrydde truede arter fra naturen. #dkpol https://t.co/ENyZ2hFaqQ
— Rasmus Ejrnæs (@ejrn_s) August 10, 2020
Økolog: Et valg mellem pest eller kolera
I en biodiversitetsrapport fra det daværende Miljøministerium i 2012 nævnte ministeriet da også, at vildsvinet er en hjemmehørende art, som har en gavnlig effekt på naturen, da de medvirker til at sprede planternes frø og roder i jorden på en måde, der er med til at øge antallet af planter og dyr i skovbunden.
I rapporten nævnes dog samtidig risikoen for spredning af svinepest, og at det kan true den danske svineproduktion.
For Bertel Hestbjerg, økologisk svineproducent og næstformand i Økologisk Landsforenings svineudvalg, er bekæmpelsen af vildsvin lige nu et nødvendigt onde.
"Jeg håber da på, at der kommer vildsvin engang i den danske natur, men lige nu er hegnet en god idé. Havde du spurgt mig for tre-fire år siden, havde jeg svaret, at vi bare skulle lade vildsvinene formere sig, men når vi nu står midt i svinepesten, er vi nødt til at vælge mellem pest eller kolera," siger han til Økologisk Nu og tilføjer, at når sygdommen på et tidspunkt er udryddet, eller en vaccine er klar, bør hegnet ved grænsen fjernes, så vildsvinet atter kan vende tilbage til den danske natur.