Annonce

Annonce

Kasselinje med økologiske varer bl.a. Jörd-plantedrikke fra Arla

Både Lidl og Salling Group indleder priskrig på plantebaserede produkter, som skal gøre det billigere for kunderne at vælge en mere klimavenlig kost. Foto: Moment Studio

Udsigt til langvarig priskrig på plantebaserede fødevarer

Lidl indledte året med et prisdyk på plantebaserede varer og nu følger Salling Group efter og reducerer prisen med minimum 10 pct. på 100 veganske varer i Netto, Føtex og Bilka.

Det seneste år har der været meget fokus på priserne i dansk dagligvarehandel og det ser ud til, at kædernes fokus på prisskiltet fortsætter i det nye år med det tvist, at der nu kommer særlig fokus på plantebaserede varer.

Med kampagnen 'Valget er dit’ sætter Lidl i de kommende måneder ekstra fokus på det veganske sortiment i alle Lidl-butikker. I den forbindelse oplyser kæden, der sidste år blev kåret som Årets plantebaserede discountsupermarked, at Lidl vil prismatcher priserne på det veganske sortiment under private label-mærket Vemondo med sammenlignelige animalske produkter. 

Det initiativ bliver nu fulgt op af landets største dagligvarekoncern Saling Group, som driver Bilka, Føtex og Netto. De tre landsdækkende kæder sænker fra uge 5 priserne på 100 plantebaserede varer med mindst 10 pct. Salling Group vil samtidig øge antallet af plantebaserede varer og forventer at fordoble omsætningen i plantekategorien inden udgangen af 2025.

Det er dejligt, at der sker noget på den plantebaserede front, og jeg håber, at et øget salg vil stimulere udviklingen af nye lokale, økologiske planteprodukter, så både frugt og grønt og plantebaserede alternativer til kød i højere grad bliver en naturlig del af danskernes tallerken.

— Birgitte Jørgensen, markedschef detail, Økologisk Landsforening

Prisnedsættelsen er det seneste direkte angreb på priserne. Det følger i kølvandet på 2023-kampagnen 'Priskrig', hvor det ifølge Salling Group i gennemsnit lykkedes at skære 18 pct. af prisen på flere end 100 almindelige dagligvarer, hvilket i en lang række tilfælde bragte priserne ned på et lavere niveau, end før inflationen tog fat.

”Vi fortsætter vores pres på priserne og ønsker samtidig at udbygge vores position på det plantebaserede marked, fordi gode og konkurrencedygtige alternativer er vigtige i kampen for at bringe CO2-udledningen ned,” siger Henrik Vinther Olesen, kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i Salling Group.

På den måde håber Salling Group i endnu højere grad at kunne inspirere kunderne til at prøve alternativer til kødholdige retter. 

”Vores mål er i første omgang at fordoble omsætningen inden 2025 og tage endnu flere plantebaserede fødevarer ind på vores hylder. Det vil kunderne kunne se i vores butikker i markedsføringen, men ambitionen rækker videre, og vi vil løbende følge og udfordre markedet for at drive det frem,” siger Henrik Vinther Olesen.

Ved at sænke priserne på veganske alternativer til kød, vil Lidl sikre sig, at det ikke er prisen, som afholder kunderne fra at vælge en mere klimavenlig kost
Ved at sænke priserne på veganske alternativer til kød, vil Lidl sikre sig, at det ikke er prisen, som afholder kunderne fra at vælge en mere klimavenlig kost

Lidl prismatcher med kød

Lidl-kæden lover, at flere veganske produkter bliver billigere end flere af de sammenlignelige animalske produkter under kampagnen, som løber fra søndag i uge 1 til udgangen af marts.

”Formålet med kampagnen er, at fjerne den barriere, der kan være omkring prisen, når valget om veganske eller animalske produkter træffes. Typisk er veganske produkter dyrere end sammenlignelige animalske produkter. Det er vores kunders valg, om de foretrækker animalske eller veganske produkter, men vi håber, at det vil motivere flere til at prøve de veganske alternativer,” forklarer indkøbsdirektør Maria Lovecchio.

Planteprodukter rimer på økologi 

Birgitte Jørgensen, markedschef for detail i Økologisk Landsforening ser spændende perspektiver i kædernes øgede fokus på plantebaserede varer.

”Det er dejligt, at der sker noget på den plantebaserede front, og jeg håber, at et øget salg vil stimulere udviklingen af nye lokale, økologiske planteprodukter, så både frugt og grønt og plantebaserede alternativer til kød i højere grad bliver en naturlig del af danskernes tallerken,” siger Birgitte Jørgensen.

Hun undrer sig i den forbindelse over, at klæderne ikke i højere grad udnytter det forhold, at der er et stort overlap mellem de kunder, som efterspørger plantebaserede produkter og de kunder, der rækker ud efter Ø-mærkede varer, når de fylder indkøbskurven.

”Ved at markedsføre varer, som både er økologiske og plantebaserede, er der større sandsynlighed for at få succes,” lyder vurderingen fra markedschefen.

Gode erfaringer fra Tyskland

Men Lidls erfaringer fra Tyskland viser, at også prisen er en væsentlig faktor, hvis man ønsker at øge salget. Lidl sænkede i oktober sidste år prisen på størstedelen af det veganske Vemondo-sortiment, og her har man oplevet en markant stigning i salget af veganske produkter. Derfor regner man også i Lidls danske butikker med at se, at flere vil prøve de plantebaserede alternativer i perioden.

”Vi kan se, at placering og pris har indflydelse på salget af plantebaserede produkter. Tid er en mangelvare for mange i hverdagen og kreativiteten er ikke altid på sit højeste, når man står i supermarkedet og skal beslutte aftensmaden. Derfor lægger vi stor vægt på produkter, der udgør helstøbte veganske hverdagsretter i vores butikker og i vores markedsføring,” siger Maria Lovecchio.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion